Nutidens lærere har svært ved at danne fremtidens barn

'Opdragelsens endeligt' er den ottende udgivelse i 'Carpe'-serien, hvis primære målgruppe er studerende på lærer- og pædagogseminarierne og andre uddannelsesinstitutioner. Det er dog bestemt også en bog, der henvender sig til læsere med professionserfaring og med et grundigt kendskab til for eksempel lærerarbejdets udfordringer og problemer.

Hermann Giesecke, der herhjemme nok mest er kendt for sin 'Indføring i pædagogik' fra 1981, har nemlig nu fået oversat en udfordrende og interessant bog om opdragelsens og skolens rolle i det moderne samfund. Bogen er skrevet som et essay og er derfor uden mange henvisninger og fodnoter. Selv om dette har hjulpet på læsbarheden, er den stadig ikke letlæst. I passager er den tung og trods oversættelsen stadig lidt tysk.

Konklusionen på bogen gives allerede i titlen. Efter forfatterens opfattelse har det tyske samfund, og måske også bredere de vesteuropæiske samfund, udviklet en sådan kompleksitet og ugennemsigtighed, at de mange voksne, som barnet møder i institutioner og i fritid, ikke forsvarligt kan vejlede det om, hvorledes det skal leve sit liv i det fremtidige samfund.

Det betyder dog ikke, at forældre, lærere og andre professionelle ikke har en funktion i børnenes liv og i deres udvikling af viden og kompetencer. Lærere skal arbejde med pædagogisk påvirkning.

Den centrale del af bogen er en meget lang og grundig diskussion af begrebet 'pædagogisering', som Giesecke beskriver som den nuværende tilstand, hvor børn ikke holdes ansvarlige for egne handlinger - og dermed i realiteten forholdes muligheden for at danne sig som borgere, der kan deltage i samfundslivet. Han påpeger, at der er tale om en utilsigtet konsekvens af Rousseaus udviklingssyn og den reformpædagogiske tradition.

Giesecke foreslår, at skolen vender tilbage til sin rolle som skole i sin 'oprindelige' form og med sit 'oprindelige' formål. Her er det svært at se, hvordan hans reformulerede dannelsesprojekt adskiller sig fra det traditionelle elitære.

Det er i øvrigt betegnende, at forfatteren konsekvent omtaler skolen som skole i betydningen institution. Hermed undgår han at inddrage lærerne, altså de, der befolker og er skolen. Og dermed tager han ikke stilling til, om de overhovedet vil være i stand til at udvælge, planlægge og være særlige i den forstand, han lægger op til.

Bogen opfordrer til dialog og spændende overvejelser. Den svækkes dog af sin alder. Indimellem fornemmes det tydeligt, at den første gang udkom i 1986. På nogle områder er det moderne, komplicerede samfunds udvikling måske allerede løbet fra bogen?

Opdragelsens endeligt

Af Hermann Giesecke

117 sider, 148 kroner

Gyldendals Carpebøger