Arbejdsmiljøforligskredsen, som består af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre, har indgået en aftale om fordelingen af Forebyggelsesfondens penge for 2010, og samtidig er de blevet enige om en fornyelse af fonden for 2011. Det betyder, at der er kommet større fokus på psykisk nedslidende arbejde, og det betyder, at flere nye faggrupper kan søge om støtte fra fonden.
"Vi sætter langt større fokus på at forebygge psykisk nedslidning. Med aftalen kan Forebyggelsesfonden give støtte til nye grupper, hvor vi kan se, at der er tendens til, at medarbejderne er udsat for stigende psykisk belastning. Næste år er det blandt andre sygeplejersker og lærere, der får glæde af det", siger Beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Fornyelse: Psykisk nedslidning er også med
Forebyggelsesfonden er en del af Velfærdsaftalen 2006. Den uddeler årligt 350 millioner kroner til virksomheders projekter, som skal forbedre arbejdsmiljøet og forebygge nedslidning.
Årsagen til at lærere ikke tidligere har haft mulighed for at søge støtte fra Forebyggelsesfonden er ifølge arbejdsmiljøkonsulent i Danmarks Lærerforening Jørgen Bruun Christensen, at lærerne ikke i særlig grad har figureret på officielle lister over førtidspension.
"De lærere, som bliver psykisk nedslidte, siger enten op, finder andet job, eller nogle af de ældre klarer sig på tjenestepension, og derfor er de ikke på listerne", siger han.
Danmarks Lærerforening og hovedorganisationen FTF har kritiseret, at så få faggrupper har kunnet få del i fonden, og formand i FTF, Bente Sorgenfrey, glæder sig over fornyelsen og det eksplicitte fokus på psykisk nedslidning.
"FTF har i en årrække peget på, at afgrænsningen af Forebyggelsesfondens målgruppe ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den psykiske nedslidning, der foregår på det danske arbejdsmarked. Derfor er jeg også rigtig glad for, at det nu endelig er lykkes at få åbnet Forebyggelsesfonden på en række områder, hvor vi ved det psykiske arbejdsmiljø er så barskt, at folk bliver nedslidte af det", siger hun på FTF's hjemmeside.
Nu kan lærere få del i Forebyggelsesfonden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.