Matematiklærere oplever dagligt elever med vanskeligheder i matematik, og vi har alle stået i situationen, hvor vi har tænkt "Så forstå det dog!" Bogen her er en teoretisk og praktisk indføring i det yderst komplekse felt, der beskriver matematikvanskeligheder.
Forskningen viser, at jo tidligere en elev får hjælp med eventuelle vanskeligheder, desto større er chancerne for at komme til at mestre matematikken. Bogen beskriver løbende en case om drengen Bob-Kåre, der har matematikvanskeligheder. Den er skrevet som en hjælp til læreren, der oplever at have elever siddende i klassen, der ikke får den fornødne hjælp.
At læse og arbejde med denne bog er en åbenbaring af det, matematiklæreren med respekt for sig selv er klar over og dagligt arbejder med, nemlig at vanskeligheder i matematik er et yderst komplekst felt, hvor mange faktorer spiller ind. "Matematikvanskeligheder er en multifaktorel vanskelighed, som opstår i samspil mellem elevens indlæringsmåde og matematikkens indhold og undervisningsform", hedder det.
Forfatteren formår at sætte ord på de tanker og bekymringer, vi lærere gør os i forbindelse med de elever, der har problemer. Ud over at beskrive indeholder bogen saglige, teoretiske overvejelser og giver mange gode eksempler og løsningsmodeller. Bogen kan bruges delvist eller i sin helhed af læreren, matematikteam, indsatsgrupper og lignende.
Med risiko for at blive beskyldt for at være indoktrinerende mener jeg, at bogen bør være læst og forstået af enhver lærer, der underviser i matematik i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen.
Jeg kan kun medgive mine bedste anbefalinger.
Nu får jeg det til ...
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.