Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Idræt

Nu er det slut med prøver i idræt – men ikke for Nicks elever

Til næste skoleår er det slut med afgangsprøven i idræt. På Ejstrupholm Skole vil idrætslærer Nick Sønderskov Hansen lave sin egen.

Idrætslærer Nick Sønderskov Hansen

Nick Sønderskov Hansen vil for fremtiden lave prøve i idræt for sine elever i 8. og 9. klasse.

Foto: Silkeborg IF
Andreas Brøns Riise
Andreas Brøns Riise Journalist
Start debatten
19. juni 2025, kl. 19:30
Start debatten

Efter 10 år med afgangsprøver i idræt, er det slut. Idrætsprøven, der blev indført med folkeskolereformen i 2014, bliver nu afskaffet igen.

Men ikke på Ejstrupholm Skole i Ikast-Brande Kommune. Her har idrætslærer Nick Sønderskov Hansen tænkt sig, at hans elever fortsat skal til idrætsprøve – efter både 8. og 9. klasse. Det skriver DR.

Den kommer til at ligne den prøve, der nu bliver afskaffet, og har til formål at kunne hjælpe læreren med at finde ud af, hvor der skal sættes ind med vejledning af eleverne frem mod enten 9. klasse eller ungdomsuddannelse.

“I forhold til årskarakteren kan den måske få en lille indflydelse, da man måske godt kan rykke en karakter op med en god prøve. Men det afgørende er det, man har præsteret i løbet af året”, fortæller Nick Sønderskov Hansen, da folkeskolen.dk/idræt taler med ham.

Inden prøven skal eleverne trække et område fra hver af de to puljer, som man kender det fra idrætsprøven i dag.

Herefter går der fem-seks undervisningsgange med at skrive en synopsis, øve fremvisning af forløb, der skal tage cirka 15-20 minutter, og at få vejledning.

Gør at eleverne tager faget seriøst

Nick Sønderskov Hansen mener, at prøven i idræt har været med til at højne fagets status. Den effekt håber han at holde fast i med ”øveprøven”, som han kalder den.

Og så mener han desuden, at den giver en ekstra chance for at vise sig frem for de elever, der af forskellige årsager har haft svært ved at gøre det i den daglige undervisning.

”Nogle elever har svært ved at præstere i den normale idrætsundervisning på grund af manglende sociale eller fysiske kompetencer. Eller måske på grund af en skade”, siger han og tilføjer:

”De får nu muligheden for at vise sig frem i en helt anden arena, hvor det kun er mig og måske en anden idrætslærer, der kigger, og hvor de har fået vejledning forinden. Det vil muligvis kunne sikre dem en højere årskarakter”.

Omvendt mener han ikke, det skal koste på årskarakteren, hvis elever, der normalt leverer varen i undervisningen, ikke gør det til prøven.

“Selvfølgelig skal man ikke straffes for en dårlig dag eller for at trække noget, man måske ikke er så stærk i”, siger Nick Sønderskov Hansen.

Teori skal kobles med praksis

Idrætsprøven har i sin levetid delt vandene blandt idrætslærerne. I en undersøgelse foretaget af UC Syd sidste år, svarer halvdelen af lærerne, at prøven har været med til at højne idrætsfagets status.

På den anden side har prøven været under beskydning for at gøre undervisningen for teoretisk, og i en undersøgelse fra Dansk Skoleidræt fra marts 2023 svarede næsten halvdelen af idrætslærerne, at de håbede, at deres elever ikke ville trække idræt som eksamensfag.

Nick Sønderskov Hansen frygter ikke, at han ved at fastholde en prøve i idræt er med til at gøre faget for teoritungt.

Han mener, at lærere uddannet efter 2014 generelt har et andet forhold til prøven, end dem der er uddannet før.

”Jeg har fuld forståelse for, at prøven for nogen kan være tung. Men jeg er selv uddannet i 2016, og har derfor allerede på studiet lært, hvordan man tilrettelægger et forløb, hvor teorien indgår som en naturlig del i stedet for, at det går ud over det praktiske”, siger han og tilføjer:

”Meningen er ikke, at teorien skal fylde store blokke. Der skal være en lille smule af den, og den skal kobles til det praktiske undervejs. Og sådan skal det også være til prøven”.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Nu er det slut med prøver i idræt – men ikke for Nicks elever

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS