Kristendom for 1. og 2. klasse er et nyt undervisningsmateriale lavet i samarbejde mellem de to forfattere, som har valgt at koordinere indsatsen inden for hver sit klassetrin.
I elevens bog, til begge klassetrin, har forfatterne valgt to børn som identifikationsfigurer, som ledsager eleverne gennem de enkelte af bøgernes temaer. Louise går i 1. klasse, og Thomas går i børnehave.
Indholdet i 'Nu alle jordens børn' følger årets gang: høst, advent, jul, helligtrekonger, fastelavn og påske. 'Vi er her alle sammen' behandler primært livsemner: børn, vand, liv og død, de andre - i tilknytning til et mere omfattende arbejde med centrale bibelske fortællinger. Desuden har begge forfattere valgt nogle centrale fortællinger fra Det gamle Testamente. De enkelte temaer er skildret gennem et nøje udvalgt billedmateriale, som er hentet fra kendte kunstneres værker, tegninger, illustrationer og fotos. Billederne er tænkt som et oplæg til den vigtig samtale, som altid bør finde sted i kristendomsundervisningen.
I 'Vi er her alle sammen' er billederne ledsaget af en til klassetrinnet tilpasset tekst relateret til det enkelte billede eller hentet fra de bibelske fortællinger.
Bøgerne er helt i overensstemmelse med de nye lovbestemmelser for folkeskolen og faget og følger både de centrale kunkskabs- og færdighedsområder og er i samklang med fagets læseplan for det pågældende klassetrin.
Lærerens bog er en nødvendig forudsætning for arbejdet med dette undervisningsmateriales temaer, og den indeholder samtidig en meget grundig gennemgang af både pædagogisk-didaktiske og fagdidaktiske overvejelser.
Bogen har to hovedafsnit. Den almene del sætter fokus på fagets indhold, fag og tværfaglighed og fortællingen, som er placeret i spændingsfeltet mellem at være undervisningsmetode og sagen. For i kristendomsundervisningen 'er fortællingen den form, hvori sagen selv kommer til orde, fordi fortællingen svarer til kristentroens indhold'. Derfor ligger hovedvægten i de to bøger naturligt på fortællestoffet.
Lærerens bog giver desuden en udførlig gennemgang af de enkelte emneområder og giver læreren en solid baggrundsviden, materiale til egen forberedelse og fyldige forslag om undervisningens tilrettelæggelse.
Kopimappen indeholder tekster, salmer, kort, tegne- og skriveark, som er til henholdsvis første klassetrin og andet klassetrin, samt nogle fælles sider, som hænger sammen med de enkelte temaer i elevens bog.
Elevens bog er grundigt gennemarbejdet, billedmaterialet er i glade farver og rigt på detaljer til mange frugtbare og berigende samtaler i klasserne.
Lærerens bog er vejledende, inspirerende og informerende både pædagogisk og fagligt - så tøv ikke - bøgerne hører til i din begynderundervisning!
Nu alle jordens børn med Thomas og Louise / Vi er her alle sammen med Thomas og Louise
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.