Et varmt måltid mad for 8 kroner for elever i indskolingen og på mellemtrinnet og 12 kroner for de største. Det er et mærkbart tegn på Holmegårdsskolens samarbejde med Novo Nordisk.
"40 procent af børnene er meldt til madordningen. Det synes jeg er flot. Vi mangler at få en gruppe af tosprogede med, fordi kødet ikke er halalslagtet, og de store elever synes, det er sejere at gå ned og købe en kebab", siger skoleleder på Holmegårdsskolen Jens Raahauge.
Novo Nordisk har bidraget til projektet, som i alt koster en lille million kroner. Foruden kantineordningen har 4., 5. og 6. klasserne køkkenhaver hos firmaet Aarstiderne, som leverer økologisk frugt og grønt til private og virksomheder.
Skolen vil også få besøg af eksterne undervisere fra Novo Nordisk, der vil bidrage til undervisningen i kroppens kemi, sunde spisevaner og vigtigheden af 60 minutters daglig motion.
"Vores lærere møder eksperter med en anden baggrund end seminariet. Det får lærerne meget ud af. Det er helt klart en af sidegevinsterne ved projektet", mener Jens Raahauge.
Novo Nordisk håber, at projektet kan være med til at sætte effektivt ind over for fedme og livstilssygdomme som diabetes type 2.
"Vi vil godt gøre op med myten om, at det skal gøre ondt for at være sundt. Det vil projektet på Holmegårdsskolen være med til, for her er sundhed blevet noget, der er sjovt, smager godt og som man kan lære af", mener koncerndirektør Lise Kingo fra Novo Nordisk.
I projektet er der særlig opmærksomhed på 6. klasserne. Ved projektets start og afslutning testes 6. klassernes viden og lyst til at leve sundt. Resultaterne bliver sammenlignet med en kontrolskole, som ikke deltager i projektet.
Novo Nordisk støtter skolemad-projekt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.