Nordiske fortællinger

Men en enkel tone og et sympatisk nærvær puster Boomerangteatret liv til de kvinder, der har været med til at skabe vores fællesnordiske historie. Hun fortæller godt, Lisa Brand. Og de historier, hun fortæller, er gode. Hun kan også synge. Og med sig har hun violinisten Kerstin Backlin, der både kan håndtere en tromme og få en god lyd af et par strandsten. Så selvom rammen er enkel: En violin, en grønlandsk tromme, en spand og et par stearinlys, kommer vi langt omkring i selskab med de to sympatiske kvinder, der i sig har lysten til at formidle vores fællesnordiske arv - fra dengang kvinderne var brave og eventyrene store. Katalysator for forestillingen er, at den kvindelige fortæller, Lisa Brand, skal giftes. Og det ansporer hende og hendes 'søster', violinisten Kerstin Backlin, til at søge tilbage til de kvinder, der har dannet vores nutid. Fortidens store kvinder: Gefion, der med sine fire okser pløjede Sjælland ud af Sverige; folkeeventyrets kloge dronning og hyrdens datter, der med sin hjertets klogskab løser Kong Lindorm fra sin forbandelse. Også kvinderne fra nordens sange og viser, flokkes tæt i det mørklagte rum, som Boomerangteatret har gjort til teater med et par enkelte lamper. Og så er der de satans kællinger og sladretaskerne. Dem kan man ikke undslå sig, de er også en del af vores fælles fortid og er derfor også noget der skal med ind i ægteskabet. Hvor gerne man end vil undgå det. I Lisa Brands fremstilling af disse ondsindede typer er der optakt til dramatiske situationer, der løfter sig udover den 'fortællertone', som ellers er herskende i forestillingen - og her ser vi, at Lisa Brand kan spille teater; og ikke 'kun' fortælle historier. Men historierne får hun fortalt: levende, medrivende og sympatisk og med Backlin som fin akkompagnatør. Tonen er bevidst enkel, så vi kan danne vores egne billeder. Samme bevidsthed hersker desværre ikke i det scenografiske og specielt i det kostumemæssige sprog. Fortællingerne - både enkeltdelene og den overordnede: kvinden der skal giftes og derfor søger sine rødder - fortjener en mere gennemarbejdet scenografisk og kostumemæssig ramme, end de kjoler, der garanteret er købt fordi de 'passede meget godt'. Men når det er på plads, vil "Under brudesløret" stå som en fin lille levende dokumentation af vores nordiske historie og fortællinger. Lone Nyhuus