For at undgå at udsætte landets folkeskoleelever for nationale test, som alligevel ikke giver et præcist indtryk af elevernes dygtighed, bliver det nu i al hast gjort frivilligt for hovedparten af landets folkeskoler, om de i det hele taget vil gennemføre de nationale test i marts og april som oprindeligt planlagt.
Efter flere dages intense forhandlinger i Børne- og Undervisningsministeriet er forligskredsen omkring folkeskolen fredag formiddag blevet enige om et hurtigt indgreb, der gør det frivilligt for langt de fleste af landets folkeskoler, om de vil gennemføre de omstridte nationale test fra 1. marts og frem til udgangen af april. De dårligst præsterende skoler skal dog gennemføre nationale test.
Kendt lærer til politikerne: Sådan kan nationale test skrues sammen
Elever skal ikke have resultater med hjem
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og forligspartierne præsenterede aftalen for pressen fredag formiddag i Undervisningsministeriet. Og ministeren understregede med det samme, at testene ikke er sat i bero.
"Vi har kigget på Vive-rapporten, som har slået fast, at der er for stor usikkerhed på elevniveau. Vi gennemfører nationale test for et udtræk af eleverne, så vi kan følge med i, hvordan det går. Og vi gennemfører nationale test på de 20 procent af skolerne, hvor der er store faglige udfordringer", sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun præsenterede aftalen.
Af aftalen fremgår det derudover, at den enkelte skole i "skoleåret 2019/20 skal have mulighed for at beslutte ikke at gennemføre nationale test i udvalgte eller alle fag og klassetrin".
Venstres ordfører Ellen Trane Nørby fortalte på pressemødet, at på de skoler, som gennemfører test, skal eleverne ikke – som sædvanlig – have en kuvert med resultatet med hjem.
"En af de justeringer, vi laver, handler om at den hvide kuvert, man som elev skal have med hjem til mor og far, det giver ikke mening, før vi har forbedret de nationale test. Det handler også om tilliden til, at det er retvisende i forhold til, hvad ens barn kan fagligt", sagde hun.
Nuværende test skal forbedres, mens der ventes på nyt system
Allerede inden nytår skal de nuværende test forbedres, så de kan bruges, ind til politikerne vælger et helt nyt system. Aftalen indebærer, at der på længere sigt skal udarbejdes et helt nyt testsystem, både hvad angår evaluering og bedømmelse af den enkelte elev.
Pernille Rosenkrantz-Theil understregede, at det er vigtigt at få skabt tryghed blandt forældrene, så de ved, at når ens barn bliver bedømt, kan de stole på bedømmelsen.
"Fra næste år har vi et forbedret testsystem, men det skal kun eksistere, ind til der kommer et nyt bedømmelsessystem", lød det fra ministeren.
Den politiske aftale indgået er indgået efter, at en evaluering af de omdiskuterede nationale test for to uger siden skar ud i pap, hvad mange anede i forvejen – nemlig at de nationale test ikke giver et retvisende billede af de enkelte elevers faglige niveau. Derfor har de foreløbige forhandlinger mellem partierne i høj grad fokuseret på den akutte problemstilling om, hvad man skal stille op med de planlagte nationale test fra 1. marts, for hverken partier fra højre eller venstre side af folketingssalen har lyst til udadtil at skulle forsvare en test, der ikke bedømmer de enkelte elevers indsats retvisende.
Enig anbefaling: Skift de adaptive test ud med nye, moderne test
Skolerne kan fra på mandag booke tid til de obligatoriske nationale test, og det er derfor i sidste øjeblik, at forligskredsen er blevet enige.
21/2 kl. 11:23 Artiklen er blevet løbende opdateret. Red.
Nødløsning: Nationale test bliver frivillige for de fleste skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.