Nilgün genfandt glæden: "Jeg troede faktisk ikke, jeg skulle være lærer igen"

“Velkommen til folkeskolen.”

Det var reaktionen fra Nilgün Erdems første skoleleder, da hun kom til ham, fordi en elev havde sparket hende over skinnebenet. Kort efter flygtede hun fra folkeskolen.

”Den nye skolereform var netop trådt i kraft, og budskabet var klart: Alt og alle skulle rummes. Jeg var ikke moden nok. Ikke mentalt stærk nok til at stå over for en skoleleder, der bad mig om sluge det råt,” lyder det fra Nilgün Erdem i en kronik, som hun har fået offentliggjort i magasinet Ræson.

Kronikken skrev hun, fordi hun gerne vil lægge op til en debat af en folkeskole, hvor hun føler, at lærerne skal træde i forældrenes sted og opdrage eleverne, før undervisning er mulig. Men Nilgün Erdems karriereforløb viser også, at selv om man snubler ind i folkeskolen og falder, så er det muligt at uddanne sig både fagligt og menneskeligt og komme stærkere tilbage.

Kastet for eleverne

Da Nilgün Erdem blev færdiguddannet lærer som 24-årig, troede hun, at hun havde fundet sit fag. I stedet fik hun et chok. Hun stod alene med en 4.-klasse, inklusionsopgaver, konflikter og en følelse af ikke at ane, hvad hun skulle stille op.

“Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bruge mine kolleger. Jeg kendte ikke mine rettigheder. Og jeg følte ikke, at læreruddannelsen havde forberedt mig på det virkelige arbejde,” siger hun.

Da ingen tilsyneladende tog sig af, at hun var blevet sparket, søgte hun videre. Hun siger selv, at hun flygtede fra lærerfaget, og hun troede ikke, hun nogensinde skulle komme tilbage.

I dag, 15 år senere, arbejder hun på Borgerskolen i Taastrup og taler engageret om projektbaseret læring, relationsarbejde og elevernes behov for anerkendelse. Hun har været lærer på skolen i snart fem år, og det er længere, end hun nogensinde har været på en anden arbejdsplads. Men vejen tilbage blev lang.

“Jeg blev brændt tidligt”

Da Nilgün Erdem begyndte på læreruddannelsen i 2008, oplevede hun en uddannelse præget af fusioner og uro. Hun savnede praksis i undervisningen. Den handlede om pædagogiske tænkere og teorier, men koblingen til virkeligheden i klasselokalet blev for diffus for hende.

Og hun savnede sammenhæng til praktikken. Hun gik på en international linje og var i praktik i Dublin. Men da de studerende ankom, vidste skolen knap nok, at de kom.

“Det gav mig følelsen af, at der ikke rigtig var forbindelse mellem mit uddannelsessted og den virkelighed, vi skulle ud i,” siger hun.

I det hele taget følte hun sig ikke klædt på til skolens hverdag, da hun som nyuddannet lærer landede sit første lærerjob. Hun blev ansat til at undervise en 4.-klasse, selv om hun var uddannet til udskolingen. Samtidig bestemte politikere langt fra skolens hverdag, at flere elever skulle inkluderes i normalklassen. En opgave, som Nilgün Erdem slet, slet ikke følte sig forberedt på.

“Pludselig skulle alle børn inkluderes. Men ingen forklarede os hvordan,” siger hun.

Hun beskriver en hverdag med fuldt skema, elever med store behov og en konstant følelse af utilstrækkelighed. Da hun søgte hjælp hos ledelsen, oplevede hun ikke at blive grebet.

“Jeg fik nærmest at vide, at det bare var et vilkår, som man som lærer måtte acceptere,” siger hun og ser tilbage:

”Mit møde med skoleverdenen var ikke rar. Jeg brændte mig tidligt. Jeg er ærgerlig over det, for jeg ærer folkeskolen. Det var en mavepuster. Men når der ikke er nogen, der vejleder én, så søger man noget andet.”

På vej væk fra skolen

Efter blot to år i folkeskolen valgte hun at tage en kandidat i pædagogisk antropologi på DPU. Siden arbejdede hun med flygtninge- og indvandrerkvinder og blev senere virksomhedskonsulent.

Samtidig begyndte hendes blik på lærerrollen at ændre sig. Hendes uddannelse og hendes karriereerfaringer gjorde, at hun blev optaget af sociale dynamikker, relationer og det, hun kalder lærerens “nervesystem”.

“En god lærer skal både være fintfølende og robust. Man skal kunne mærke dynamikkerne mellem eleverne og samtidig passe på sig selv.”

Hun fik nye blikke på elever og fik en viden om anerkendelse og eksternalisering, som er blevet afgørende redskaber for hende i mødet med børn.

“Det handler om, at børn skal mødes som mennesker. De må ikke reduceres til deres handlinger,” siger hun.

Hun bevægede sig længere og længere væk fra folkeskolen, men der ulmede stadig nogle gløder af hendes gamle glæde ved skolen. Gløder, som hun med tiden begyndte at puste mere og mere til.

“Jeg begyndte at tænke: Måske slog jeg mig bare, fordi jeg var det forkerte sted.”

"Det kaldte på mig"

Så dukkede stillingsopslaget op. En skole på Vestegnen søgte en lærer med fokus på relationsarbejde og projektbaseret læring.

“Jeg er en vestegnspige. Jeg vil gerne tilbage til dér, hvor jeg kommer fra. Det sagde mig noget med det samme.”

Til jobsamtalen oplevede hun noget, hun ikke havde mødt som nyuddannet: nysgerrighed.

Ledelsen spurgte ind til hendes erfaringer, hendes frivillige projekter og hendes aktivisme.

To timer senere blev hun ringet op. Hvis hun ville have jobbet, var det hendes.

“Det var bare et match.”

Efter fem år på Borgerskolen, er hun ikke i tvivl om, at det er skolen, som har fået hende tilbage til lærerfaget.

“Det er et sted, hvor man bliver hørt og set.”

Hun fremhæver især samarbejdet mellem ledelse, lærere, inklusionspædagoger og pædagoger og muligheden for at bruge egne interesser i undervisningen. Nogle lærere laver gaming-forløb. Andre bruger kreative eller praktiske hobbyer i valgfag og projekter.

“"Vi har lige udgivet en digtsamling 'Ord, der rammer' med mine valgfagselever. Man får lov til at bringe sig selv i spil.”

En skole under pres

Selv om Nilgün Erdem har fundet tilbage til lærergerningen og er meget glad for sit job, mener hun stadig, at folkeskolen er presset.

Det var derfor, hun valgte at skrive kronikken, hvor hun argumenterer for, at skolen ikke står i én krise, men flere på samme tid.

Hun peger blandt andet på mistrivsel, inklusionsudfordringer og et samfund, hvor stadig mere opdragelse bliver placeret i institutionerne.

“Før vi kan undervise, går meget af tiden med alt det andet.”

Men i dag oplever hun, at forskellen ligger i kulturen omkring arbejdet.

“Her bliver man bliver hørt. Her hjælper vi hinanden. Her er der respekt for medarbejdernes faglighed.”

Derfor er hun stadig lærer.

“Lige nu kan jeg ikke se mig selv lave andet.”