Nej til lønstigninger

Det er fuldstændig vanvittigt, at vi skal sige nej til, at medlemmerne får de penge, sagde Anders Balle.

- Det vil være at smide benzin på bålet, hvis vi siger ja, mente Astrid Schjødt Pedersen.

- Det er lærernes egen fagforening, der forhindrer medlemmer i at rykke fra skalatrin 39 til skalatrin 40. Det er en katastrofal konsekvens af kongressens beslutning, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forstillet mig, sagde Bjarne Krogh.

- Isoleret set er virkningen uheldig, men situationen er også speciel, og den skal bedømmes ud fra, at den er en del af en langsigtet strategi for afskaffelse af decentral løn, sagde Anders Bondo Christensen.

Der blev vist både temperament og følelse, da hovedstyrelsen i sidste uge endnu en gang diskuterede decentral løn. Anledningen var, at en række kredse nu er så langt i de lokale forhandlinger om decentral løn, at de har bedt hovedstyrelsen se på, om en række konkrete tilbud fra kommunerne falder inden for de retningslinier, som kongressen har udstukket.

Ét af resultaterne bliver, at en kreds må sige nej til, at lærerne efter to år på slutløn rykkes op på skalatrin 40.

Fagligt udvalg havde holdt ekstraordinært møde om kredsenes brev, og indstillingen til hovedstyrelsen var, at man måtte sige nej, fordi dette og andre forslag ligger uden for kongressens afgrænsning.

Anders Balle og John Illum ønskede, at hovedstyrelsen i sit svar til én af kredsene beklagede, at kongresbeslutningen forhindrer kommunens lærere i at blive omklassificeret. Men det talte mange imod. Ikke fordi man ikke ønsker omklassificeringer, men fordi det ikke er sædvane med den slags udtalelser i breve til kredsene.

- Jamen, det er også en usædvanlig situation, at vi som fagforeningens ledelse skal forhindre lærere at blive omklassificeret, når alle andre ansatte i kommunen bliver det, sagde Bjarne Krogh. Han tilføjede, at han efterhånden var i tvivl om, hvad der menes med vedtægternes formuleringer om, at foreningen skal tjene medlemmernes økonomiske interesser.

- Jeg vil kæmpe imod enhver form for individuel løn, men at hæve slutlønnen for alle i en kommune kan jeg ikke være imod, sagde han.

Anni Herfort var ikke uenig i det sidste.

- Men du må give udtryk for dine meninger andre steder, vi har ikke for vane at give kongressens beslutninger karakter i breve til kredsene, sagde hun.

Rigmor Jark var heller ikke mod højere løn.

- Men, sagde hun, henvendt til Bjarne Krogh, vi kan ikke underminere vores strategi mod decentral løn, derfor må vi sige nej. Og så må du finde dig i at blive til grin, fordi du holder fast på nogle idealer.

Karsten Holst fandt det 'træls', at hovedstyrelsen på hvert eneste møde skal diskutere, om kongressen havde valgt den rigtige strategi.

- Vi tror på, at vi stort set får vores penge igen i 1997, og at de så kan bruges til vores specielle krav, sagde han. (De penge, som ikke bruges på decentral løn i overenskomstperioden. Redaktionen. )

Da John Illum insisterede på at få en beklagelse af konsekvenserne med i brevet til kredsen, endte diskussionen med en afstemning. Hans forslag fik ti stemmer. 15 var imod.

Reaktion på EU-hvidbog

På hovedstyrelsens møde i februar gennemgik foreningens faste repræsentant i Bruxelles, Martin Rømer, indholdet i en hvidbog om uddannelse, som EU-kommissionen har udsendt. Dengang foregik drøftelsen på grundlag af den engelske tekst, men til martsmødet forelå den på dansk.

Hovedstyrelsen besluttede at sende et langt brev. Man udtrykker glæde over, at kommissionen argumenterer for en øget satsning på uddannelse, og at man peger på uddannelse som et af midlerne mod social udstødning og opdeling i samfundet.

Men hovedstyrelsen beklager samtidig, at hvidbogen ikke klart definerer, hvad der hører under Maastrichttraktatens paragraf 126 om almen uddannelse (som slår fast, at de enkelte medlemslande bestemmer over grunduddannelsen, men kan samarbejde og inspirere), og paragraf 127 om erhversuddannelser, (som giver EU ret til at iværksætte fælles initiativer).

Hovedstyrelsen understreger i brevet også, at man mener, at det er forkert at definere uddannelse som en vare, og at hvidbogens pædagogiske grundsyn er alt for snævert. Det afgørende er, skriver hovedstyrelsen, at skolen opfatter udviklingen af elevernes alsidige og personlige udvikling som ligeværdige opgaver i forhold til formidling af grundlæggende kundskaber.

Martin Rømer vil i et senere nummer af Folkeskolen give en grundigere gennemgang af hvidbogen og dens mulige konsekvenser.