Nyheden om, at Det Nationale Center For Fremmedsprog (NCFF) efter al sandsynlighed må dreje nøglen om til årsskiftet, er blevet mødt med både undren og ærgrelse blandt sprogfolk i uddannelsessektoren og naturligvis blandt centrets ansatte.
Som Mette Skovgaard Andersen, den ene af to centerledere på NCFF, siger:
”Jeg vil utrolig gerne vide, hvad argumentet egentlig er for ikke at forlænge os. Jeg ved det simpelthen ikke, og jeg synes, det taler imod al sund fornuft.”
Folkeskolen har bedt Børne- og Undervisningsministeriet svare på, hvorfor man ønsker at lukke NCFF. Det fremgår ikke direkte af det skriftlige svar, ministeriet er kommet med (se boks). I stedet henvises der til, at ministeriet sammen med Uddannelses- og forskningsministeriet vil understøtte og udvikle sprogfagene på andre måder og i samarbejde med eksterne parter, herunder regionsrådene.
I svaret bliver det også nævnt, at regeringen har besluttet at bevilge 68 millioner kroner til tysk og fransk på de videregående uddannelser. Men selv om det bliver positivt modtaget, kan det ikke erstatte NCFF’s indsats, fordi den går på tværs af uddannelsessektorer, lyder det fra flere kritikerne, herunder Mette Skovgaard Andersen:
”Vi har jo været et center for hele uddannelsessystemet. Derfor har vi kunnet se nogle ting, som man måske ikke kan se, hvis man kun ser det fra sit eget sted. Vi har ikke haft nogen institutionelle interesser. Vores eneste interesse har været at fremme fremmedsprog bredt,” siger centerlederen og kommer med et eksempel:
”Der er ingen tvivl om, at fransk er utrolig truet vest for Storebælt. Fransk er et storby-fænomen og primært et københavner-fænomen, og det trækker tråde i hele uddannelsessystemet. Hvis ikke man udbyder fransk i jyske folkeskoler, så er der ikke så mange, der kan tage fortsættersprog, når de går videre på ungdomsuddannelserne. Og så er sandsynligheden for, at de vælger fransk på universitetet eller på en professionshøjskole mindre. Så mangler vi lærere, og så kan vi ikke udbyde fransk. Det er et rigtig godt billede på, hvordan det hænger sammen, og hvordan vi ikke kan løse det her problem, medmindre vi samtænker det og ser på hele uddannelsessystemet.”
Fødselsdagshilsen
Torsdag den 25. september fyldte NCFF syv år. Det blev fejret med kage og en nyhed på deres hjemmeside, hvor de begræder den forestående lukning og oplister nogle af de ting, de har bidraget med gennem årene.
Lige fra at støtte flere end 120 udviklingsprojekter og holde 150 foredrag, workshops og seminarer til at bevirke, at over 300 sproglærere på 20 grundskoler i 5 kommuner ”fik ny fagdidaktisk viden”, som det hedder, i det særlige A. P. Møller-støttede projekt Fremmedsprog, Forankring og Forandring.
Mette Skovgaard Andersen er især stolt over alt det, de er lykkedes med til trods for deres opdrag. For det var ”virkelig vanskeligt”, siger hun.
”Der var nogle ting, vi ikke måtte. Vi måtte blandt andet ikke støtte drift direkte. Det betød for eksempel, at vi ikke kunne støtte nogen, der ville oprette et lillebitte franskhold. Vi måtte heller ikke selv udbyde efter- og videreuddannelse, og vi måtte ikke give penge direkte til forskning. Det var nogle lidt svære betingelser, for vi vidste, at det er tre områder, hvor man virkelig kan gøre noget.”
”Så vi er ret stolte af, at det alligevel er lykkedes os at få en masse viden indsamlet og udbredt. Det har både givet os et samlet blik på, hvor skoen trykker og gjort, at en masse mennesker har fået mere lyst til at beskæftige sig med fremmedsprog. Det kan vi se på evalueringerne.”
Hvad er den vigtigste viden, I har indsamlet?
”Vi har fundet ud af, er, at det er rigtig fint med lokale initiativer og lokal udvikling. Det er superdejligt for den enkelte skole eller institution, eller det enkelte gymnasium. Men der er nødt til at være nogen, der har et samlet blik, som kan hjælpe processerne i gang og styre dem igennem. Hvis ikke de bliver fagligt og ledelsesmæssigt forankret, bliver det for svært, for så er det nogle få ildsjæle, der skal bære det, og det kan man ikke på længere sigt. Men det er meget sådan, man har gjort i uddannelsessystemet.”
Hvordan har I brugt den viden, I har indsamlet?
”Vi har været meget optaget af, at de enkelte projekter blev formidlet på en måde, så andre også kunne bruge dem, og her har det været vigtigt at have en central instans som vores, som kunne sige, ”I kunne også prøve at gøre som dem her, for de har nogle gode erfaringer med det og det”. Eller ”den her fejl skal I ikke lave, for det har vi set på tre andre skoler”. Så den erfaringsudveksling har været enormt væsentlig.”
Har I i virkeligheden sejret jer ihjel?
”Nej, det mener jeg faktisk ikke. Snarere tværtimod. Aftalen med ministeriet var i sin tid, at vi skulle starte med at være et aktivitetsbåret center og arbejde henimod at blive et videnscenter. Der er vi nu. Og for mig er viden ikke noget, man bare samler, og så kan man bruge det for altid. Det er noget, man bliver nødt til konstant at opdatere og udvikle på og få mere af. Ellers bliver vi ikke klogere som samfund. Og netop i en tid som vores, hvor verden udvikler sig så sindssygt hurtigt, og uddannelsessystemet udvikler sig så langsomt, så er der virkelig brug for at blive ved med at få viden, og netop være med til at få den viden ud at gå. Og man kan ikke bare lægge den frem og sige, at nu må den enkelte skole bruge den, som de vil. Det er for stor en opgave, og det kan man simpelthen ikke forlange af nogen, at de skal kunne overskue. Vi vil fortsat meget gerne stille relevant viden til rådighed for beslutningstagerne.”
Simpelthen forfærdeligt
I fødselsdagsnyheden på NCFF’s hjemmeside står der også, at centret, ”arbejder stenhårdt på, at Danmark også i 2026 har et nationalt videncenter.” Og Mette Skovgaard Andersen bekræfter, at de ikke har opgivet håbet:
”Nej, det har vi ikke, og det har noget at gøre med, at det simpelthen er så dumt for fremmedsprogssagen. Vi råder faktisk over en masse viden, vi kan pege på de her løsninger og vi har nogle knalddygtige medarbejdere, som helt exceptionelt ved noget om hele systemet. De findes bare ikke ret mange steder. Så det er så utroligt ærgerligt, hvis man ender med ikke at finde en lille pose penge til os.”
Hvis I alligevel får lov at fortsætte, hvad vil I så gøre de kommende år?
”Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg synes, vi er blevet meget klogere. Vi plejer at sige, at man er nødt til at arbejde strategisk med fremmedsprog. Ikke sådan, at den enkelte skole eller den enkelte kommune nødvendigvis er nødt til at have en fremmedsprogstrategi, men man er nødt til at tænke igennem, hvad det er, man vil med sin fremmedsprogsundervisning. Det er noget, vi meget gerne vil arbejde meget mere med, for det er det, der rykker.”
”Hvis vi skal kigge specielt på grundskoleområdet, så synes jeg, det er vigtigt, at der fortsat er mulighed for at lave udviklingsprojekter og få skubbet til den fagdidaktiske samtale ved at skabe nogle læringsfællesskaber blandt sproglærerne. Det kan både være med den interne sproggruppe på skolen, men det kan også være med lidt flere skoler, og eventuelt også i form af brobygning med gymnasiale uddannelser.”
Vil man stadig kunne få adgang til jeres rapporter og undersøgelser og så videre, hvis I ender med at lukke?
”Det er der ikke taget stilling til endnu. Men vi håber da, at noget af den viden, vi ligger inde med, stadig kan blive brugt. Ellers betyder det måske, at noget af det arbejde, vi har brugt syv år på, kan ende med at blive lidt spildt, fordi vi – læs: samfundet – ikke får høstet frugterne. Det synes jeg simpelthen er forfærdeligt.”
NCFF-leder om forestående lukning: ”Det taler imod al sund fornuft”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.