Af Tove Yde
48 sider, 238 kroner
Klematis
Mange af os kan fascineres af sten og forsteninger, vi samler på flotte, sjove og mærkelige sten, men når vi så skal til at finde ud af, hvad det i grunden er, vi har med at gøre, bliver det så kompliceret, at de fleste hopper fra igen. Det søger denne bog at råde lidt bod på. Den vil gerne gøre det komplicerede enkelt, det svære let. Det lykkes da også langt hen ad vejen. Her berettes om geologi, om bjerge og klipper, om mark- og strandsten, om sten til redskaber og byggemateriale fra stenalderen til i dag, om forsteninger og om rav. Endelig er der anvisninger på små forsøg, fortegnelse over gode 'stensteder', adresser på museer og en del mere. Sprogligt synes målgruppen at være et barn eller en forælder, som kan formidle til et barn, det gælder også forklaringernes karakter. Det er dog alligevel ikke helt nemt at få hold på stoffet. Nogle begreber forklares ikke, eller forklaringen kan den forudsætningsløse ikke bruge til noget. Det samme gælder de eksempler, som nævnes foran i bogen. En strammere redigering kunne have hjulpet. Over for disse tanker står også eksempler på det modsatte: Gode og enkle forklaringer, som går ind hos et barn eller en anden forudsætningsløs, og det betyder, at bogen udmærket kan bruges sammen med andre bøger om emnet. Dertil kommer, at den er flot udstyret og tilrettelagt, næsten smuk, i hvert fald smagfuld, og med mange udmærkede illustrationer. Jeg vil mene, at bogen - foruden som gave - vil kunne bruges af den lærer, der vil tilrettelægge et lille forløb om sten for eksempel på en ekskursion eller lejrskole, og som har andre bøger om emnet i bunken på skrivebordet.
Hans Erik Berthelsen
Natur/teknik, Geografi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.