Minisæt Tryk og luft
Af Hans Lütken og Kirsten Lütken
Lærervejledning og kopisider
32 sider, 212,50 kroner
Maxisæt Tryk og luft
Af Hans Lütken og Kirsten Lütken
Lærervejledning og kopisider
37 sider, 212,50 kroner
Forlag Malling Beck
Hvad mon eleverne kan lære ved at bygge med Legoklodser? Det er slet ikke umuligt, at de kan udvikle deres kreative evner, samtidig med at de får forståelse for nogle fysiske begreber. Problemet med manglende interesse for de naturvidenskabelige fag løses ikke med et snuptag og naturligvis ikke med dette materiale, men hver gang noget anderledes dukker op, er der da håb om, at det kan antyde en frugtbar vej.
Mens mange klassiske fysikapparater er bygget til et bestemt forsøg, som udført efter forskriften garanteret giver det rigtige resultat, lægger vejledningerne i denne bog op til åbne aktiviteter, hvor der er flere løsninger på opgaverne, og hvor der kan blive en god diskussion grupperne imellem om, hvis der er bedst.
Trykluft er emnet for begge bøger, den første for 3.-4. klasse og den anden for 5. klasse. Forsøgsudstyret findes i to tilsvarende materialekasser, men man har ikke fundet det umagen værd at sende dem med til anmeldelse. Hovedingredienserne er en pumpe, en cylinder, en ventil og diverse klodser og bjælker. Med dem skal eleverne lave modeller af en række dagligdags hjælpemidler og redskaber som vinduesåbnere og robotarme. For nogle elever vil det sikkert volde vanskelighed at forbinde den i sagens natur specielle Legomodel og den rigtige ting.
Aktiviteterne inddeles i undersøge-, forsøge- og opfindeopgaver, hvor det går fra det simple vejledte til komplicerede åbne. Det giver gode muligheder for differentiering.
Lærervejledningen er både en faglig hjælp til læreren og forslag til undervisningsforløb.
Gunnar L. Clausen
Natur/teknik, Fysik/kemi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.