- havets guld
Dansk Naturfilm
Video, 21 minutter, 368,75 kroner
Geografforlaget
Videofilm er blevet billigere, mens bøger er blevet dyrere, så de to medier har nærmet sig hinanden. I denne serie fås en video til en pris som for tre små letlæsningshæfter. Og så er den dansk hele vejen igennem, ingen undertekster, ingen svulstig underlægningsmusik og heller ingen overgearet speakerkommentar. Det er en smuk film, professionelt udført og med rolig fremadskriden. Vi ser rav, som det findes - her får nogle måske en forklaring på, hvorfor de aldrig finder noget - hvordan det kendes, og hvordan det behandles og slibes. Vi følger en ravsliber, som tryller en bjørn ud af en rå ravklump, idet han udnytter ravets naturlige farvevariationer, får at vide, hvordan rav er blevet dannet, og hvordan det er gået til, at insekter er blevet indlejret deri. Alt sammen fint. Filmens mangler er det, den ikke viser. Vi må således nøjes med en gengivelse af et billede af den smukke stenalderravbjørn, der er udstillet på Nationalmuseet, og dette vises med en plan fra museets brochure. Mon ikke man kunne have fået lov til at filme den rigtige figur på pladsen? Der måtte også gerne være vist lidt mere rav, især stykker med insekter. Men det er naturligvis lidt uretfærdigt og skal ikke overskygge filmens gode kvaliteter.
Serien har en side på Internettet. Her skulle man kunne se kopiark og supplerende information. Siden findes da også, men er tom (medio oktober 99).
Videoen kan udmærket bruges som udgangspunkt eller dokumentation i forløb i orienteringsfagene. I det medfølgende lille hæfte får man at vide, at ravs latinske navn er succinit, men ikke relationen til elektricitet via det græske navn electron. I hæftet er også andre uddybende oplysninger og kortfattede metodiske forslag.
Hans Erik Berthelsen
Natur/teknik, Biologi, Geografi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.