Video, 20 minutter, lærervejledning, otte sider
Vadehavets natur
Video, 20 minutter, lærervejledning, otte sider
Skovens store dyr
Video, 23 minutter, lærervejledning, otte sider
Alle indgår i serien: Dansk naturfilm
Tilrettelæggelse og foto: John Sandberg og Jan Petersen, Fauna Film
Redigering: Jesper Truelsen
Pris per videoprogram inklusive lærervejledning: 368,75 kroner
Ved køb af tre videoprogrammer: 937,50 kroner
Geografforlaget
Ren dansk natur. Præsenteret af vel nok landets to bedste naturfotografer, der i årevis må have ligget på lur med kameraet for at kunne levere optagelser til disse flotte og særdeles fortællende programmer.
De tre programmer, der er de første i serien, indeholder masser af enestående og helt unikke sekvenser fra den danske natur. Fra de mellemste klassetrin og opefter vil de kunne anvendes i mange forskellige sammenhænge. En til tider kværnende og vedvarende speakerstemme ledsager optagelserne, og de yngste elever vil nok indimellem slåørerne fra og blot nyde billedsiden, men sådan kan videoen også anvendes.
Alle tre programmer er rent beskrivende 'naturhistorie', og der fokuseres på de naturskabte levevilkår i de tre valgte emner. 'Danske rovfugle' fortæller om almindelige danske arter som måsvågen, rørhøgen og tårnfalken. 'Vadehavets natur' behandler dyrene og deres specielle tilpasning til livet på vaderne. Og 'Skovens store dyr' ser især på rådyr, ræv og grævling og deres adfærd og plads i landskabet.
For alle tre programmer gælder det, at størstedelen af indholdet kun af ganske få elever vil kunne opleves i den virkelige natur. Fuglen er for længst fløjet, men på en ekskursion kan klassen så i stedet bruge deres oplevelser fra videoprogrammet til at danne sig et indtryk af alt det, man ikke selv er heldig at se og høre direkte i landskabet.
Hvert program er ilagt en kort lærervejledning, hvor der gives spredte metodiske kommentarer og en faglig baggrund for emnet. Her er også en desværre mangelfuld liste over supplerende materiale, så hertil må eleverne bruge andre søgesystemer. Men sådant og andre informationer, forslag og ideer til at perspektivere og sætte videoprogrammerne ind i en større undervisningsmæssig sammenhæng vil helt sikkert blive lagt ind på forlagets nettjeneste. Serien får sin egen afdeling på web-adressen: www.geografforlaget.dk/naturfilm– og dermed lægges op til et spændende forsøg på at få inddraget informations- og kommunikationsteknologi i faget.
Det er dansk – det er flot. Brug programmerne til at skubbe eleverne meget tættere på vor egen danske natur. En oplagt anskaffelse til pædagogiske centralers og amtscentres udlånsafdelinger.
Men den enkelte skole kan også have glæde af selv at eje dem, og prisen er ingen hindring. De er støttet økonomisk af Mediesektionen i Undervisningsministeriet.
Kaare Øster
Natur/teknik, Biologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.