Hvor er det nu lige, jeg finder gode ideer til naturaktiviteter i skolen eller på lejrskolen? Dette ringbind indeholder en samling af gennemprøvede, overskuelige og grydeklare aktiviteter til en lang række emner for de yngste og mellemste klassetrin.
Den naturvidenskabelige tankegang og indsatsen for at lære naturfaglige facts kan øges ved at inddrage mange flere fagligt baserede, konkrete aktiviteter, samtidig med at elevernes almene menneskelige udvikling styrkes ved at udnytte det hele barns store videbegærlighed. Natur og Ungdom har gennem mange år udarbejdet aktivitetsforslag til brug i foreningens naturklubber, og alt dette materiale er nu med støtte fra Tips- og Lottomidler forsøgt samlet og systematiseret i dette ringbind til fri kopi.
Aktiviteterne er opdelt i hovedemner som vandmiljøer, naturtyper på land, kredsløb, mad/friluftsliv, natur/teknik, naturmaterialer, lege og klubaktiviteter. Desuden er der beskrevet et længerevarende tema om stenalderen, og der gives praktiske oplysninger om andre materialer, adresser og søgemuligheder. En lang række af de foreslåede titler til supplerende bøger er dog så gamle, at de næppe længere kan hentes på skolebiblioteket.
Teksten er mest anvendelig som en slags lærerens idebog, idet indholdet flere steder virker som en lidt rodet blanding af faglige, metodiske og direkte elevrettede kommentarer og vejledninger. En strammere redigering og sproglig bearbejdning kunne have gjort teksterne meget mere ensartede og dermed lettere tilgængelige for eleverne. Der burde også have været læst en grundigere korrektur, idet der i flere afsnit er mange sproglige fejl og ukorrektheder.
Selv om mappen primært henvender sig til brug i naturklubber, er der masser af gode ideer og beskrivelser at hente til brug i skolens undervisning. Så hvis man kan holde styr på mappens upraktiske og efter min mening unødvendige løsbladssystem, så er ringbindet en overvejelse værd til lærerbiblioteket.
Naturklubbens Bog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.