"I skal forvente at bruge meget længere tid end beregnet. Hos os var den sidste elev først grøn (det vil sige havde besvaret nok opgaver til at bedømme ud fra), da der var gået 2 timer og 15 min. Jeg forlængede de fleste 2 x 45 minutter". Sådan lyder det fra en af de mange frustrerede lærere og it-vejledere, som i øjeblikket debatterer de nationale test på Skolekom. De mindst 500 indlæg fortæller om alt fra tekniske problemer med at få vist billeder, til frustrationer over, at der ikke kan bookes sygeeksamen.
Formanden for It-vejlederforeningen Per Kristensen mener, at problemerne er så store, at man må betragte det som endnu en test af testen.
"De fleste af de test-test, som blev gennemført i december 2006, endte med at blive katastrofer, og det halve år man har haft til at rette forholdene ind, ser ud fra reaktionerne fra skolerne ikke ud til at være forløbet meget bedre. Man bliver derfor nødt til at betragte de test, som gennemføres her i foråret, som endnu en testkørsel, hvor de danske elever i 6. og 8. klasse og deres it-vejledere er forsøgskaniner", siger han.
Svært at nå det grønne felt
Det mest gennemgående problem synes at være, at eleverne ikke når at besvare nok spørgsmål inden for de forventede 45 minutter, til at være nået ind i det grønne felt, som betyder, at deres niveau kan bedømmes. En del lærere har også været i tvivl om, om de skulle fortsætte med at forlænge eleverne til de nåede det grønne felt, og nogle har oplevet ikke at kunne forlænge dem.
"Vi havde desværre rigtigt mange 'gule' elever på 8. klassetestene, som ikke lige nåede det grønne felt i tide. Jeg forsøgte forgæves undervejs at tildele dem ekstra tid, men det var ikke miuligt. Jeg forsøgte også at kontakte support undervejs - men det var ikke muligt at komme igennem, men vi havde brug for det", skriver en anden lærer på skolekomkonferencen.
Formanden for it-vejlederne Per Kristensen mener, ligesom en del af hans medlemmer giver udtryk for, at testen burde have ventet et år mere.
"Vi er ikke i tvivl om, at det er fremtiden med online evalueringer, problemet med disse er blot den sædvanlige, at de ideer, som vor kære undervisningsminister får i weekenden, helst skal være effektueret inden mandag aften", siger han.
Nationale test kan ikke nås på 45 minutter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.