Ombudsmanden kalder det en fejl, at ministeren slet ikke kom i tvivl om sin egen habilitet og enten henvendte sig til statsministeren eller lod sine embedsmænd afgøre sagen efter standard-fremgangsmåde for at undgå habilitetsproblemer. Men miljøminister Hans Christian Schmidt gik ind i sagen og traf en anden afgørelse end den, Skov og Naturstyrelsen oprindeligt havde indstillet. Styrelsen havde indstillet, at man købte ejendommen til skovrejsning, men solgte parcelhuset på grunden fra. En af Sommersted Skoles lærere skrev til ministreren og opfordrede til, at Miljøministeriet købte hele ejendommen og gav huset til Vojens Kommune som økobase for skole- og børnehavebørn. Skov- og Naturstyrelsen bud på et svar var, at det kun kunne lade sig gøre, hvis pengene til huset blev skaffet lokalt. Men ministeren ønskede at sende et andet svar. Han skrev til Vojens Kommune, at ministeriet ville købe ejendommen og leje huset ud til kommunen.
Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen påpeger i sin redegørelse, at Hans Christian Schmidt har pensionsgivende orlov fra skolevæsenet i Vojens med ret til at vende tilbage til et job svarende til stillingen som vinceinspektør ved Sommersted Skole. I en sådan situation kan man have personlig interesse i at opnå det optimale jobindhold i de stilling, man har udsigt til at vende tilbage til, og derfor er der risiko for, at omverdenen vil mistænke en usaglig handlemåde. Det var en fejl, skriver ombudsmanden, at Hans Christian Schmidt ikke tog spørgsmålet om sin habilitet op, og hans behandling af sagen var beklagelig. Ombudsmanden har indskærpet over for ministeren og ministeriet, at man i fremtiden må være opmærksom på forvaltningslovens bestemmelser om inhabilitet.
Næse til minister der gav sin gamle skole en økobase
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.