"Vi ville synliggøre vores tilbud for beslutningstagerne i nabokommunerne, men det stod ret hurtigt klart, at vi høstede den største gevinst internt«, siger sekretariatsleder Rasmus Johnsen fra afdelingen for specialiserede tilbud i Ringsted Kommune.
Han ved ikke præcist, hvorfor nabokommunerne svigtede messen, men et bud er, at sagsbehandlerne føler, at de har de nødvendige informationer.
"Samtidig har de travlt og har måske kun luft til de øjeblikkelige opgaver og ikke til at tænke langsigtet. Det kan også være, at vores markedsføring ikke har været direkte nok. Måske skulle vi have kombineret messen med visiteringsmøder, så sagsbehandlerne kunne have set en nytteværdi af messen i forhold til deres daglige arbejde. Men så ville vi til gengæld kun få fat i dem, der allerede bruger os", siger Rasmus Johnsen.
Til daglig vender nabokommunerne ikke ryggen til Ringsted. De benytter sig af omkring halvdelen af pladserne på kommunens specialtilbud for både børn og voksne.
"Det forspring vil vi gerne beholde. Vi har ikke borgere nok til selv at fylde institutionerne op, så for at bevare de gode tilbud tilbyder vi pladserne til andre. Specialtilbud skal have en vis størrelse for at sikre faglig dybde og økonomisk rentabilitet".
En billig måde at lave kompetenceudvikling på
Selv om messen ikke tiltrak det store publikum udefra, har det ikke været spildt arbejde at arrangere den.
"Det har været godt for medarbejderne fra de forskellige tilbud at møde hinanden. Lederne mødes jævnligt, og udvalgte medarbejdere kører fælles udviklingsprojekter. Men normalt ses lærere og pædagoger fra de forskellige institutioner ikke, og det fik de mulighed for på messen", fortæller Rasmus Johnsen.
De havde stor glæde af at gå rundt og tale med hinanden og udveksle erfaringer og ideer til deres arbejde.
"De blev positivt overraskede over alt det, der sker på handicapområdet i kommunen, men også desillusionerede over, at de ikke allerede vidste det. Nu skal de så bruge deres nye kontakter til at besøge hinanden og fortælle kollegerne om deres erfaringer med for eksempel tekniske hjælpemidler og undervisningsmidler. Det er en god og billig måde at lave kompetenceudvikling på", siger Rasmus Johnsen.
Ingen messe i 2009
Det er for tidligt at sige, om Ringsted Kommune vil afholde endnu en messe. Det vil i sidste ende være op til politikerne.
"Måske har vi spredt os for meget, fordi vi både prøvede at tiltrække andre og vise os frem for os selv og vores borgere og brugere. Det vil vi evaluere på i styregruppen. Men det bliver i hvert fald ikke i 2009, at vi holder en ny messe, for det er en stor opgave at arrangere den", siger Rasmus Johnsen.
Læs en reportage fra messen via linket til højre.
Naboer viste ringe interesse for specialpædagogisk messe
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.