Hvorfor svinger Nadia mellem at være overskridende grænseløs og tilbagetrukket isoleret. Sker der noget forbudt hjemme eller andre steder i hendes liv?
Red Barnet har sat fokus på seksuelle overgreb på børn og unge med tre nye flotte pjecer. Målgruppen er forældre, familie og fagpersoner. Selvom det ikke nævnes, er lærergruppen central for at afkode signaler, som børn, der lever med seksuelle krænkelser, udsender. Det er ofte dem, der får den ubehagelige mistanke om hemmeligheden. Tegnene er diffuse og mangetydige og viser sig både kropsligt, psykisk og i den sociale adfærd. Overskriften er generel mistrivsel og måske en ikke-alderssvarende seksualiseret adfærd.
Det er svært at udpege bestemte krænkertyper. Ofte er det en person i omgangskredsen, og ti procent af alle overgreb foretages af kvinder.
Pjecerne er eksemplariske med hensyn til at betone, hvem der har skærpet indberetningspligt, hvorledes sagsgangen i socialforvaltningen og hos politiet foregår, og de fortrolighedsbetingelser, der skal beskytte barnet, men også den anklagede mod falske anklager.
Nyt er fokus på, hvordan de digitale medier åbner op for nye kontaktmuligheder mellem unge og krænkere. Groomingens faser: udvælgelse, venskab og tillid, krav, første overgreb - hemmeligheden og passivisering af omgivelserne.
I materialet skelnes mellem pædofile, som seksuelt er orienteret (biologisk) mod børn, og hebefile, der tænder på teenagere, som er kønsligt modne, men seksuelt naive i forhold til en potentiel voksen krænker.
Pjecerne er anbefalelsesværdige, men det kan undre, at man i så ringe grad anvender de cases, der har fyldt så meget i offentligheden - Tønder-sagen, Brønderslev - og ikke anvender alle de behandlingsmæssige erfaringer, vi har fra Grønland.
Når voksne krænker / Når mistanken opstår / Når en mistanke er blevet til en sag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.