Når tavse dukker taler

Kan man i virkeligheden flyve? er en æstetisk dukkeforestilling, og et sandt slaraffenland for forestillingsevnen.

Det er ren magi og sand teaterkunst, når en sal af børn og voksne genkender sig selv i et stykke træ! Et stykke træ skåret ud som en dukke, og vakt til live ved dukkeførerens hånd. Det er denne fascination af evnen til give døde genstande sjæl, som gør marionetteater til en ganske speciel form for teaterkunst - en teaterkunst som ydmygt hylder menneskets evne til at ville - og kunne ane liv i det døde. Men denne kunstart skal mestres for at noget sådant kan lykkes, og det kan Teater Refleksion. "Kan man i virkeligheden flyve?" er teatrets nyeste forestilling. Den er helt uden ord, og fortalt udelukkende ved hjælp af klassisk musik, trædukker, diasprojektioner og skyggetableauer. Historien handler om en lille rødhåret dreng, som drømmer om at blive lige så god til at stå på skateboard som drengen med det mørke hår. Denne dreng viser sig imidlertid at være en barsk rod, som groft og umotiveret dræber den sommerfugl, den rødhårede dreng netop har leget med. Efter dette, ønsker den lille dreng at besejre den grumme, og i et syn forestiller han sig hvordan han som en glubsk ulv sluger og tilintetgør drengen med det mørke hår. Forestillingens univers er dvælende og meditativ, men handlingen er alligevel dynamisk, fordi der afstemt veksles mellem dystre og dramatiske scener om kamp og opgør, og lystige og poetiske scener om leg og drømmerier. Forestillingen bygger på en fascination af alt hvad der kan flyve, lige fra drageflyvere, og skateboards i fart gennem luften, til sommerfugle og dagdrømmerier. Det er således historien om drømmen og fantasiens kraft, denne lille forestilling hylder, og forestillingen ender således også med, i kraft af sine drømme at få styrke til at overvinde den grumme dreng, og få evnerne til selv at stå på skateboard. Et af de meget fine træk ved forestillingen, er samspillet mellem musik og dukker. Foruden musikkens stemningsskabende funktion, bruges den også til at indikere de enkelte dukkers intentioner og sindstilstand. Alverdens replikker og ord er således ganske overflødige, når de tavse dukker taler. Sandra Theresa Buch