Når mor dør

Otte kvinder fortæller om deres tanker og følelser i forbindelse med deres mødres død. Det er beretninger om sorg, savn, smerte og en masse kærligt nærvær. Fælles for alle historierne er omsorgen for moren i den sidste tid og bestræbelserne på at give moren den bedste og smukkeste begravelse som en sidste kærlighedsgestus.

Bogen leder tanken hen på en sorggruppe i skriftlig form. Hver historie tager udgangspunkt i dødsdagen og omstændighederne omkring døden. Derefter følger kvindens baggrundshistorie fra barndom og opvækst frem til morens død med særlig fokus på forholdet til moren.

Kvinderne bliver interviewet og får lejlighed til at sætte ord på følelser og fortælle deres historier, som samtidig kan fungere som spejling for andre. Og det er netop, hvad en sorggruppe kan tilbyde. Ligesom i en sorggruppe er her professionelle deltagere; en psykolog, en bedemand og en præst, der i hvert sit kapitel kommenterer nogle af de fællespunkter, som kvindernes beretninger har berørt.

Denne bog er ikke en lærebog, der direkte henvender sig til undervisere, og dermed falder den lidt uden for dette blads målgruppe. At det alligevel er en bog, der er interessant at beskæftige sig med, skyldes dens tema og budskab af almengyldig karakter. Det er gribende beretninger om mødres eksistentielle betydning som kilde til vores livshistorie, som rådgiver og som hende, der elsker os betingelsesløst. Det tomrum, en mor efterlader sig, er et fællesvilkår for alle kvinder.