Når maden tager magten

Unge med spiseforstyrrelser har ofte(st) et ønske om at skrive en bog om deres erfaringer. De har levet i så voldsom en smerte, at de gerne vil dele ud af deres erfaringer og hjælpe andre, så disse ikke får det så forfærdeligt.

Kirstine Heide har haft bulimi, og det skriver hun om. Hun trækker læseren med helt ind i den kaotiske vildskab, hen til køleskabet og ind i det, ind i remouladetuben og hen til wc-kanten. Hun gengiver sin rastløse søgen, så ingen er i tvivl om smerten. Der er ingen forstillelse, kun den nøgne sandhed. Hun beskriver sin familie, det gode liv, hun levede som barn, skilsmissen og de store, uudtalte forventninger, der var at leve op til.

Kirstine Heide har så tydeligt arbejdet med sig selv for at komme dertil, hvor hun er i dag. Hun er kommet klogere ud på den anden side. Derfor er det lykkedes hende at forene den personlige erfaring med et overblik, der overskrider det private.

Der er ingen direkte løsninger. Heller ingen direkte forklaringer. Men man mærker et levende, ungt, erfarent menneske bag. Derfor mener jeg, at bogen vil være oplagt til alle de piger - og den ene dreng - der landet over skriver opgaver om spiseforstyrrelser. Hvis læreren samtidig havde mulighed for at tale med eleverne om, om de selv kender trangen til at brække sig over det hele, når det bare bliver for meget, og det er for svært at sige det, så ville der måske oven i købet være lavet et lille stykke forebyggende arbejde.

Måske kunne Kirstine Heides bog også medvirke til, at eleverne bliver mere opmærksomme på bulimi end på anoreksi. Bulimi er hovedproblemet, men det er skjult og skamfuldt - ikke ret mange anede, hvor syg Kirstine Heide var. Men det er stadig anoreksi, der skrives bøger - og skoleopgaver - om.