Når lærere samarbejder med forældre

En gruppe undervisere ved læreruddannelsen i Odense har gennemført et udviklingsarbejde, hvor båndoptagelser fra 150 skole-hjem-samtaler, observationer fra 15 forældremøder og andre forældrearrangementer, interview med forældre og diskussioner med lærere var det empiriske materiale. Det teoretiske fundament er primært praksisteori og teorier om interkulturel kommunikation.  

Et af de gennemgående temaer i analyserne af materialet er, at lærere og forældre må konstruere en fælles forståelse af samarbejdets formål og en fælles opfattelse af eleverne. Det sker bedst ved en konkretisering af skolens projekt og ved at beskrive, hvad eleverne har gjort og kan fagligt og socialt, mens udsagn om deres motiver og karakteregenskaber udelades.

Der skal desuden være klarhed over regler og procedurer. Der er i skolelov og bekendtgørelser fastsat bindende rammer, men tradition og indgroede ritualer spiller en stor rolle, og de tematiseres sjældent. Samarbejdets hovedformål er at skabe en fælles forståelse af skolens projekt.

Problemer i forbindelse med elevernes rolle ved samtalerne konkretiseres. Skal eleverne med til skole-hjem-samtalerne? Hvordan undgår man, at de bliver tavse gidsler?

I rapportens terminologi er fikseringspunkter de steder i kommunikationen, som alle deltagere i samtalen er optaget af og stærkt følelsesmæssigt engageret i, måske på grund af forskellige grundværdier. Lektielæsningens omfang, pigers overnatning på lejrture og bastante beskrivelser af eleverne i elevplaner nævnes som eksempler.

I rapportens gengivelse af båndoptagelser er der både gode, eksemplariske samtaler og det modsatte. Et gennemgående problem er, at lærerne i forbindelse med behandlingen af fikspunkter ikke tager forældrenes mening og indvendinger alvorligt, men definerer problemet og udformer et løsningsforslag uden forældrenes medindflydelse. Det er vigtigt, at man anerkender forældrenes indsats, deres bidrag til samtalen og deres engagement i deres barn.

Rapporten kan give gode, praktiske ideer til forældresamarbejde til studerende på læreruddannelsen og til nye lærere. Den kan også inspirere mere erfarne undervisere til at reflektere over deres praksis.

Rapportens enkelte kapitler er af svingende kvalitet. Selv om der i vid udstrækning bruges samme begrebsapparat, savner jeg en strammere og grundigere sammenskrivning af stoffet, færre gentagelser og i nogle kapitler større teoretisk dybde.

I udlandet findes enorme mængder af litteratur om videnskabelig forskning og pædagogisk teori om skole-hjem-samarbejde. Hvorfor bruges det ikke i dette projekt? Der er stadig en stor og uforståelig kløft her.

Jeg er enig med forfatterne i, at læreren er ansvarlig for og styrer skole-hjem-samarbejdet, så der opstår en fælles forståelse af skolens faglige og sociale projekt.

Trods svagheder glæder det mig, at forfatterne har vovet sig ud i et stærkt forsømt arbejdsfelt og nået interessante resultater.