Når forældrene truer

Ved et selskab forleden hos en fjern slægtning, hvor mange af gæsterne var ukendte for mig, blev jeg på afstand vidne til en livlig samtale mellem en gruppe af gæsterne, der diskuterede folkeskolens lærere. Et ægtepar i selskabet bidrog til diskussionen med en meget negativ kritik af lærer Petersen, der var datterens klasselærer. Såvel lærerens fulde navn som skolens navn blev nævnt, og de fortalte i malende vendinger om, hvordan manden var taget hjem til læreren, havde flået døren op og havde truet ham med at inddrage skolelederen, hvis han ikke makkede ret. Kritikken nærmede sig efterhånden det injurierende, da en ung pige, der ellers havde været stille under hele diskussionen, pludselig hævede stemmen og sagde 'Det er min far, I sidder og taler om!'.

Senere i samme uge ringede min telefon. 'Har du tid til at tale med mig? Du kender mig ikke, men jeg har ingen at tale med, og dit navn står jo i bladet, så jeg håber, du kan hjælpe mig.'

Og da jeg havde forsikret, at jeg havde tid og lyst til at lytte, fik jeg følgende historie:

Hun var ansat på 15. år i en mindre provinsby. Hun havde en helt normal klasse på 18 børn uden særlige problemer. Til forældrekonsultationen havde hun blandt andet et forældrepar til en adopteret dreng, og da hun havde fortalt om alle de positive ting, måtte hun også lige sige, at drengen ville have godt af, at de stillede nogle krav til ham. Han var lidt forkælet, og hun kom med et par forslag til, hvad de kunne gøre. Dagen efter blev hun kaldt til samtale hos skolelederen. Forældrene havde klaget over hendes racistiske udtalelser. Lederen kendte familien godt - han spillede bridge med dem ugentligt, og han kendte dem som gode, dygtige forældre.

Ugen efter kom moderen til drengen ind i klassen midt på dagen. Hun havde stået uden for skolen og havde set, at hendes barn var kommet ud til frikvarteret sammen med et par andre børn, 10 minutter før det ringede, hvor der ikke var opsyn. Hun truede med at indberette det til skolelederen.

De følgende uger kom forældrene på skift i klassen og fulgte undervisningen. De sagde ingenting, men vogtede på hvert et skridt og hvert et ord, der blev sagt i klassen. De afløses af og til af andre forældre fra klassen.

Og nu har forældrene dannet en gruppe uden for skolen. De mødes jævnligt for at spise sammen og for at diskutere, hvad der foregår i klassen. Børnene kommer tilbage og kan referere, hvad forældrene taler om, og fortæller også, at de måske ikke skal gå i klassen mere, hvis de bliver ved med at have en dum lærer.

'Og så ringede jeg altså til dig, for nogen måtte jeg jo tale med!'

Hvorfor har du ikke talt med en kollega, din tillidsrepræsentant eller ægtefælle om dit problem, var mit spørgsmål. Men hun var så flov og havde mistet så meget selvtillid allerede, at en snak med nogen hun kendte kun ville gøre tingene værre.

Da jeg havde givet et par fattige råd, lagde hun bare røret på- og jeg fik aldrig at vide, hvad hun hed.

Måske er hun din kollega.

Jytte Sidelmann er børnehaveklasseleder i Frederiksberg Kommune.