Bogen fortæller om det arbejde omkring jernudvinding og jernbearbejdning, der er blevet udført på Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre af smedene Jens Christiansen, Aron Hvid, civilingeniør Arne Jouttijärvi og kulturhistoriker og forfatter Henriette Lyngstrøm.
Bogen giver et meget grundigt og spændende billede af, hvorledes de forskellige dele af jernfremstillingen, brænding, rensning og smedning, er foregået.
Bogen er rigt illustreret med dejlige farvebilleder, der på en udmærket vis understøtter teksten. Meget store dele af bogen er godt og alment fortalt. Enkelte mindre afsnit er holdt i en meget datarig, videnskabelig, kortfattet sprogbrug med oplysninger om enkeltfund.
Disse afsnit er set i et folkeskoleperspektiv ikke specielt interessante, men ellers må man sige, at dette er en bog, der virkelig giver nye og spændende oplysninger til enhver, der interesserer sig for, hvorledes vores nok kendteste håndværker gennem tiden - smeden/bondesmeden - i jernalderen og senere har skaffet sig sit materiale, og hvorledes og under hvilke betingelser han har bearbejdet det.
Absolut en bog, der bør stå på ethvert skolebibliotek/lærerbibliotek.
Myremalmens mestre
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.