For fem år siden betød et musikprojekt på Høje Kostrup Skole, at der blev skruet op for antallet af musiktimer og samarbejdet med musikskolen blev intensiveret.
For musiklærer Bodil Gormsen betød det et skifte i hendes lærerliv. Fra at have undervist i flere fag på flere klassetrin begyndte hun hovedsageligt at undervise i musik. Sammen med en anden musiklærer har hun siden dækket alle skolens musiktimer. I dette skoleår har hun 24 lektioner i musik.
"Jeg har også to lektioner i historie i 3. klasse i år, men ellers er det kun musik", siger Bodil Gormsen.
Høje Kolstrup Skole giver de yngste mere musik i skolen
Mange fordele og lidt ulemper
Og det er der mange fordele ved - og også nogle ulemper, fortæller hun.
"Det gør det hele lettere. Jeg har ikke det tætte forældresamarbejde og jeg har mit musiklokale. Det giver meget ro", siger hun og fortæller, at hun ikke laver det samme i klasserne - heller ikke selv om det er samme klassetrin.
Men samarbejdet med kollegerne ændrer sig.
"Jeg kommer lidt udenfor det kollegiale samarbejde. Når jeg ikke skal med til skole-hjem-samtaler, så er de heller ikke så mange, der spørger mig om samarbejde. På den måde er musik et lidt mere perifært fag. Man er ikke med i det nære samarbejde omkring en klasse, men med i tværfaglige aktiviteter som for eksempel musical og den slags. Man bliver lidt mere isoleret som lærer", siger Bodil Gormsen.
Planlægning af skoleåret
"På alle klassetrin deler jeg året op i fire. Så har jeg temaer som eksempelvis kører til efterårsferien. I børnehaveklassen begynder vi eksempelvis med stemmen og har fokus på, at de skal starte og slutte samtidig. Hen mod efterårsferien kommer der så trommer på. Jeg bygger det op, så der kommer flere og flere instrumenter på", siger Bodil Gormsen.
Hun underviser i musik i 12 forskellige klasser.
"Det er virkelig mange. Men der er det med musik, at man kan altid synge en sang og få en snak med dem. Det er ikke det samme nære forhold, som da jeg var klasselærer, men musikken betyder, at man alligevel kommer på bølgelængde med eleverne".
Det, at hun er musiklæreren på skolen og har sit eget lokale, giver en god identitet på skolen. Og det giver nye muligheder føler hun.
"Børnene kommer selv med en kæmpe inspiration. Når man har mere ro, så har man også mere lydhør overfor, hvad de kommer med. Det har jeg oplevet med mig selv", siger Bodil Gormsen.
Kræver støtte fra ledelsen
Hun tror også, at det fungerer godt, fordi skolen prioriterer musik meget højt.
"Vi har ikke et elevgrundlag, som selv opsøger musikskolen. Men vi har et tæt samarbejde med musikskolen på skolen. Ledelsen prioriterer musik og mener, at det giver noget til eleverne. Det betyder meget. Det betyder også noget, at man har et ordentligt musiklokale - og at ledelsen lytter, når der er mangler i lokalet", siger Bodil Gormsen og fortæller, at hun for nylig har fået et nyt trommesæt og to keyboards til musiklokalet.
Hun synes selv, at eleverne i indskolingen er meget åbne over for musik i skolen, men at der godt kan komme lidt udfordringer, når eleverne bliver ældre.
"Det kan være svært at have femte og sjette klassetrin, fordi de gerne vil lyde som de kunstnere, de kender, og det kommer de ikke til. Det handler meget om at fortælle, at det er vores egen musik, vi skal lave. Det er ikke den musik, der er på CD. Der ligger en form for opdragelse i det".
Den seneste opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at kompetencedækningen i musik er steget siden sidste år - og Bodil Gormsen kan kun opfordre lærere med linjefag i musik til at tage flere musiktimer i skolen.
"Der er nogle musiklærere, som ikke fortsætter med faget. Men man skal ikke være bange for at have noget med musik at gøre. Det er et givende fag", siger Bodil Gormsen.
Musiklærer har 24 lektioner musik om ugen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.