Hermed det første af i alt ni bind i serien 'Musikhistorien'. Bind 1 handler om etnisk musik. Geografisk defineret som 'musik, som har rod i lokale og regionale traditioner uden for Vesteuropa', og som musikgenre som den musik, der 'bygger på lokale, folkelige traditioner, synges på nationalsproget og spilles ofte på instrumenter, som hører det lokale område til'.
Efter en kort introduktion om, hvad musik er, og hvordan den kunne tænkes at være opstået, følger seks afsnit, der beskriver nogle væsentlige elementer ved den etniske musik i Afrika, Australien, Bali, Balkan, Indien og Latinamerika. Hvert af disse afsnit henviser løbende til musikeksempler på en cd, der må siges at være en nødvendig anskaffelse for at få det fulde udbytte af materialet. Indspilningerne er autentiske og af høj kvalitet, og det er en glimrende idé at vise eksempler på, hvorledes forskellige komponister har ladet sig inspirere af denne musik. I kapitlet 'Eksempler' gives meget præcise og uddybende facts om de enkelte indspilninger. Hæftets sidste sider henviser til udgivelser på dansk af musikkens historie siden 1990 og til supplerende læsning om etnisk musik.
Med så få sider til rådighed har Orla Vinther foretaget et repræsentativt udvalg. Teksten er leksikalsk spækket med et væld af oplysninger. Det er et nydeligt illustreret hæfte.
I forordet skriver forfatteren, at han håber, at hæfterne kan danne et inspirationsgrundlag for at søge videre. Den intention opfylder dette materiale til fulde.
I folkeskoleloven står, at kendskab til andre kulturer skal indgå som en del af undervisningen. 'Musikhistorien 1 – etnisk musik' kan anvendes i forbindelse med tilrettelæggelse af tværfaglige emner om fremmede kulturer i folkeskolens ældste klasser.
Musikhistorien 1 – etnisk musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.