- blokfløjte, musik og bevægelse for de fem-syvårige i skole og musikskole
Af Pia Dahl og Ingrid Oberborbeck
Illustreret af Marianne Jespersen
Bog, 107 sider, 225 kroner
Folkeskolens Musiklærerforening
Af undertitlen fremgår det klart, hvad målgruppe og hensigt med denne bog er.
I indledningen redegør forfatterne for deres syn på musikopdragelse - krav om koncentration kræver samtidig rum og rammer for leg og eksperimenteren. Hvor er det sandt. Og denne bog kommer med mange oplæg og ideer til eksperimenterende lege, der skærper børnenes opmærksomhed.
I et af de indledende afsnit, 'Rodekasse med blokfløjtelege', arbejdes der med sproglige, følelsesmæssige og kropslige aktiviteter - alt sammen forberedende øvelser til fløjtespillet. Forfatterne har her været kreative - de har analyseret og gjort sig klart, hvilke forudsætninger, der skal være til stede, for at fløjtespillet vil kunne lykkes. Dernæst har de udtænkt lege og aktiviteter, der opøver disse færdigheder. Dygtigt.
Anjado er navnet på den dreng, vi følger i eventyret. Lige før han skal halshugges, bliver han benådet mod at finde tre ting til kongen: fuglens glade sang, vindens susen og dansens glød. Opgaverne bringer ham rundt i verden - til Grønland, til indianerne, til Kina, til Afrika og så videre. Hvert besøg udgør en helhed med musikopdragelse - og alt det, der kommer med i købet - kendte og nye sange, spilleaktiviteter, danse og lege.
Bogen i sig selv er lækker, smuk og overskuelig med dejlige illustrationer.
Jeg synes, denne bog rækker længere end til syv år. Det er et oplagt indskolingsmateriale - et gedigent, inspirerende og gennemarbejdet oplæg til musikopdragelse - og alt det, der følger deraf!
Inger Ubbesen
Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.