En musical om stort og småt - og ondt og godt
Musik: Kenny Jensen
Tekst: Carl Bjarne Skov
Rollehæfte: 38 sider, 150 kroner
Partitur: 44 sider, 150 kroner
Cd: 165 kroner
Dansk Sang B-serien
Folkeskolens Musiklærerforening
Telefon 9712 9452
Det her er noget af det bedste, jeg længe har set.
Overvejer man at sætte en musical op, så er 'Minimarengs og makromakroner' med undertitlen 'En musical om stort og småt - ondt og godt' absolut en sag, man bør have i tankerne. Da den blev uropført på Holbergskolen i Dianalund, deltog 200 elever, så man skal tage et kraftigt tilløb, også selv om man beslutter sig for en discountudgave af 'Minimarengs og makromakroner'. Vælger man at sætte den helt store forestilling op, kan arbejdet omfatte arbejdende værksteder og fagintegrering, så det er en oplagt mulighed at bruge en emneuge til det.
Teksten er en fri parafrase over Jonathan Swifts fantastiske roman 'Gullivers rejser', hvor, som alle ved, en skibslæge blandt andet besøger lilleputternes land, og det er netop dette besøg, musicalen handler om. Romanens bidende satire og groteske humor over samfundets og menneskers fejl er glimrende overført til musicalen.
Materialet består af tre dele:
Et rollehæfte, der ud over replikker og sangtekster også indeholder idéer til opførelse.
Et partitur med tre lige korstemmer, fuldt udskrevet klaverakkompagnement med becifring, fløjte- og basstemme. Musikken er festlig, meget afvekslende og fint afstemt efter indholdet, men den er ikke så let at gå til. Råder skolen over et kor af store elever, er her en oplagt chance for at benytte det.
En cd med melodierne i to versioner. Den ene med de 13 sange flot sunget af Stilling Skoles Kor, og en version uden sang. Denne sidste kan benyttes, hvis man ikke råder over musikere.
Et spændende materiale af høj kvalitet fra Folkeskolens Musiklærerforening.
Annie Leth
Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.