Af Benedicte Riis
Collagetryk to gange ti stykker
Otte sammenspilshæfter på hver 23 sider
Cd med musik
Cd-rom med fotos og lyd
580 kroner plus moms
Folkeskolens Musiklærerforening
Telefon 9712 9452
Benedicte Riis har lavet et flot tværfagligt materiale til danskundervisningen i 7.-10. klasse. Emnet behandler de drømme og fantasier, som unge piger har om voksenlivet. Om dualismen mellem det sanselige og det erotiske. Mellem, som titlen siger, 'Kraft og Kærlighed'.
Materialet består af en mappe indeholdende følgende:
To gange ti collagetryk med spændende, smukke og inspirerende billeder af Frederik Riis. På bagsiden af hver er trykt teksten til et af de digte/sange, som Benedicte Riis har skrevet både tekst og musik til i en periode, hvor hun som 16-årig ung pige filosoferede over livet og især kærligheden.
Sammenspilshæftet (mappen indeholder i alt otte stykker) indeholder tekster og nodemateriale i let tilgængelige arrangementer til de ti sange. Arrangementerne er for bas, trommer, guitar, klaver samt op til to sangstemmer.
På cd'en er de ti numre meget smukt og stemningsfuldt indspillet af 'Nat Andante'.
Cd-rom'en er en dejlig, varm og poetisk fortælling, som i tekst og billeder beskriver de følelser og tanker, som piger gennemlever fra lille, ubekymret barn til voksen ansvarsfuld kvinde. Den er utroligt inspirerende til mange udtryksformer. Cd'en foreslås brugt individuelt eller i små grupper som idéoplæg.
Idébanken på mappens omslag er fyldt med et væld af idéer til aktiviteter i form af samtaler, interview, sammenspil, koncerter, happenings og multimedieshow. Dog understreges det hele tiden, at man skal bruge sin egen idéverden, og at materialet kan igangsætte mange andre aktiviteter.
Det er et meget spændende og inspirerende materiale og er, som alt, hvad Benedicte Riis har lavet, af høj kvalitet og kan anbefales varmt.
Annie Leth
Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.