Af Henrik Beck
210 sider samt cd, 260 kroner
Systime
Friluftskarneval i Danmark har en tendens til at blive en lovlig gumpetung affære, når en og samme uopfindsomme sambarytme graver sig solidt ned i asfalten på festens tredjedag.
Dette grundige og imponerende materiale er måske ikke den skinbarlige redningsplanke, men har musik- og idrætslærere med dansefødder energi til at få grundrytmerne til at sidde på rygmarven i stabilt tempo, har man her et fortrinligt, grundigt, sagligt og gennemarbejdet hjælpemiddel.
Salsa betyder sovs, og genren er da også et solidt sammenkog af indbyrdes beslægtede, men dog forskellige, musiktraditioner.
Bogen indledes med en kortfattet, men solid historisk gennemgang af de forskellige genrer, der især har haft frugtbar grobund på Cuba, men også på andre øer og i lande omkring det Caraibiske Hav. Da en del af musikken skønnedes for fremmedartet for den hvide mands øre, kom den igennem Hollywoods vridemaskine og blev til noget, som danseskolelærere den dag i dag kalder rumba. Betegnelsen kendes også på Cuba, der dækker den bare over noget helt andet.
Den specielle harmonik, der præger salsaen, gennemgås ud fra eksempler fra den let tilgængelige 'Buena Vista Social Club'-cd, og der er fuldt udskrevne partiturer til et par numre, der findes på den gode medfølgende cd, hvor en række grundrytmer også demonstreres.
Tonny Hansen
Musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.