Medspilsteater
Varighed 1,5 time
Tirsdage og onsdage klokken 9.45-11.15 og
11.30-13.00 for 3. og 4. klasse
Gratis
Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12
1220 København K
Booking: Telefon 3347 3838
Klokken 9-10 og 10.30-14
'Medspilsteater' er ikke en ny opfindelse. Faktisk har skoletjenesten på Nationalmuseet praktiseret undervisningsmetoden gennem så mange år, at den nu er forfinet til det sublime. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med fænomenet, kan 'Guder og Helte i Bronzealderen' anbefales blot for at opleve medspilsteater i praksis.
Undervisningsforløbet begynder med, at klassen føres over i museets permanente bronzealderudstilling. Her præsenteres eleverne for et par klenodier: Solvognen, helleristninger og nogle små guldskibe, som børnene laver modeller af på stedet.
Så begynder løjerne: Ved 'Muldbjerg'-mandens egekiste lærer eleverne en magisk trylleformular, som skal få ham til at vågne op. Tilbage i undervisningslokalet finder vi en kopi af kisten, og da børnene nu benytter formularen, vågner Muldbjergmanden til live, står ud af kisten og overtager undervisningen.
Et øjeblik senere er eleverne klædt ud som bronzealderbørn, og fra nu af spiller de virkelig med! Udstyret med hver deres pose med rav drager de 'sydpå' til fjerne lande, hvor de skal bytte deres varer bort for det eftertragtede bronze.
I et rum med flot dekorerede, græske vaser møder de en købmand, som de handler med. Som tak for god handel fortæller hun fængslende sagnet om Odysseus møde med den enøjede kyklop.
Hjemme igen i undervisningslokalet prøver eleverne nogle daglige sysler, og derefter gøres der klar til den store offerfest. Med fornemme kultøkser og hjelme går den højtidelige procession gennem museet til kultpladsen i museets gård, hvor de medbragte tegninger med bronzealdermotiver under lurblæsning lægges på offerstenen.
Undervisningen slutter i særudstilingen. Men denne er klogeligt nedtonet. Også efter den 5. april, når den drager videre ud i Europa, kan eleverne nemlig nyde godt af medspilsteatret: 'Guder og Helte i Bronzealderen'.
Vagn Thonesen
Museer, Undervisningstilbud
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.