Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Museer, Undervisningstilbud

Louisiana

Vagn Thonesen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Værkstedsaktiviteter

På skoledage klokken 10 og klokken 12

- varer to timer - koster 600 kroner

- maksimalt antal elever: 28

Louisiana, 3050 Humlebæk

Skolebooking: Telefon 4919 0719

E-mail: skoletjenesten@louisiana.dk

Emnerne, man kan vælge imellem, er: Arkitektur og samling, Louisianas skulpturpark, amerikansk popkunst, tysk kunst, minimalisme, Alberto Giacometti, Henry Heerup. Min omtale bygger primært på en 7.-klasse, der havde valgt Heerup. Men jeg har også fulgt andre klassetrin, og arbejdet afpasses udmærket til elevernes alder.

Efter en velkomst med praktiske vink forsynes hvert barn med en sidde(luft)pude, en plexiglasplade i A 3-format med påhæftet papir og en blyant, og der gives en kort forklaring på, hvad det vil sige at lave skitser, og hvordan det gøres.

Lidt efter befinder eleverne sig i Heerup-salen, hvor den første time foregår. De placeres foran en af hans 'skrammelskulpturer': 'Døden høster', og dialogen kommer nølende i gang. De opdager, at der er brugt noget af en stoleryg, en cykelskærm og så videre - og efter lidt snak om symboler undrer de sig pludselig såre, da de opdager, at værket forestiller Døden, der høster!

Derefter skal de lave deres første skitser. De får to minutter, og de når ikke meget - og opfordringen om at bruge hele papiret har de vanskeligt ved at følge.

Efter endnu en skrammelskulptur: 'Livsmøllen', præsenteres de for det første maleri: 'Bryllupskaret', og eleverne ser straks symboler overalt, og de bliver nærmest begejstrede ved det store maleri: 'Rembrandt-fantasi'. Det er genkendelsens glæde, når de straks ved, hvad den regnbue, den hjerteform, den nissehue og den due symboliserer. Da de for fjerde gang får to minutter til skitser, fyldes papiret hurtigt med alt det væsentlige fra maleriet.

Timen i samlingen er fløjet af sted, og klassen skal ned i værkstedet - og det er her, underet sker!

Nu ligger der rigtigt akvarelpapir i A 3-format, og eleverne skal udvælge tre af symbolerne fra deres skitser, som skal tegnes på det nye papir med kul. Derefter skal symbolerne forbindes med en kulstreg, så de kommer til at danne en enhed.

Der gives ganske korte, men klare, let forståelige instruktioner, og pensler og farver kommer på bordene. Det er vanskeligt at sige, hvad det skyldes: Instruktionerne, farverne, oplevelserne foran malerierne i Heerup-salen - eller måske at det netop er sådan, Heerup selv arbejdede. Men resultatet bliver i hvert fald umiskendelige 'Heerup-malerier'!

Virkningen var endnu mere slående, da jeg fulgte en 5.-klasse med emnet: Amerikansk popkunst. De afsluttede deres ophold i 'pop-rummet' med at diskutere Andy Warhols portrætter, hvorefter de hver især valgte tre farver, de ville male med i værkstedet. Der arbejdede de så med Warhols silketryksteknik: Først lagde de en grundfarve over hele papiret, hvorefter de hæftede et transparentbillede på papiret. Så malede de på dét med de to andre farver, og vips - så havde de lavet alle tiders malerier af Helena Christensen! Disse børn var så begejstrede, at de tog deres lærer i ed på, at de måtte arbejde videre med samme teknik hjemme i klassen.

Afslutningen kræver en særlig omtale: Hvert barn får udleveret et smukt kort med et kunstmotiv på den ene side. Den anden side er en fribillet til barnet plus to voksne! Barnet får altså mulighed for at invitere far og mor med på Louisiana (værdi 111 kroner), hvor det så kan fortælle, hvad de har lært. Forældrene vil nok undres over, hvor meget barnet ved. Men vigtigere: Det er denne repetition, som får den erhvervede viden til at fæste sig. Sådan vinder et museum en trofast besøgsskare!

Jeg bør nævne, at skoleklasser altid har gratis adgang til museet, hvis de bestiller tid i forvejen, og at de vederlagsfrit kan få undervisning i de omtalte emner mandag, tirsdag og onsdag (varighed: Én time). Det bør dansklærere lægge sig på sinde, da det er en udmærket indfaldsvinkel til billedanalyse.

Det turde være overflødigt at resumere, at jeg på det varmeste kan anbefale disse værkstedsaktiviteter.

Vagn Thonesen

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Museer, Undervisningstilbud

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS