Vikingeskibsmuseet, 4000 Roskilde
Tidsperioder: 16. august - 15. oktober og
1. maj - 16. juni. Fra 4. klasse
Tre timer, start klokken 9 eller 11
30 kroner per elev
Booking: Telefon 4630 0253 (klokken 13-15)
Fax 4630 0256, e-mail:
vikingeskibsmuseet@skoletjenesten.dk
De fleste lærere kender Vikingeskibsmuseets forskellige tilbud, hvortil der er knyttet sejlads. Mindre kendt er besynderligt nok det her omtalte tilbud, da det tidsmæssigt passer de fleste klasser bedre.
To timer i værkstedet, film, en times rundvisning og en halv times spisepause giver fire timer, og med rejse til og fra er skoledagen gået. For de hold, hvor værkstedsaktiviteterne begynder klokken 11, starter de fleste endda med omvisningen og filmen, så de også kan nå hjem inden klokken 14.
Og tilbudet kan varmt anbefales!
Børnene bliver ikke snydt for at mærke vikingeskibet under sig. Når klassen er blevet delt i to grupper, hvor den ene skal arbejde med skibenes rigning, den anden med deres skrog, kravler de ned og sidder og gynger i hver deres skib, mens underviserne gennemgår skibenes konstruktion. I det ene skib lægges hovedvægten på sejl og tovværk, i det andet på den kunstfærdige fremstilling af træværket i de mindste detaljer, for eksempel de små pinde, som understøtter tofterne, som roerne sidder på.
Derefter tilbage til de udendørs værkstedsarealer på den nye, praktiske museumsø. Her har undervisningsafdelingen virkelig fået ideelle arbejdsvilkår.
Efter at 'rigningsgruppen' har set på forskellige former for tovværk, går de i gang med at lave hver deres treslåede snor, og alle stadier udføres, nøjagtig som vikingerne gjorde. Samtidig arbejder 'skroggruppen' på at lave hver deres 'snelle' - den lille pind, som understøttede toften. Kun ved hjælp af økser og køller skrider arbejdet frem og slutter med små kunstværker.
Vagn Thonesen
Museer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.