Undervisningstilbud for 3.-6. klasse
Tirsdag til fredag, klokken 10-11.30 eller 11.30-13, indtil 15. juni 2000
Bemærk: Selv om der har været reklameret med andre klassetrin og tider, så er disse de rigtige!
Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K
Booking: Klokken 9-10 og 10.30-14 på
telefon 3347 3838, fax 3347 3347
E-mail: uvcenteret@natmus.dk
Adgang til museet og undervisning gratis
Klassen står i kø ved paskontrollen, ganske som vi alle gør, når vi ankommer til et fjernt rejsemål. Efter at have fået stempel i passet, iklæder eleverne sig stedets dragter, før de får adgang til den eksotiske markedsplads. Her overvældes de af ukendte sanseindtryk: Lugten af røgelse, smagen af ukendt slik, lyden af spændende, primitive musikinstrumenter og så videre.
En stedkendt guide præsenterer dem for udvalgte varer, før de får lov til at gå på opdagelse på egen hånd. Deres opgave er hver at finde én genstand, som de vil bringe med sig hjem til Nationalmuseet.
Derefter skal de skrive det skilt, som skal stå i montren ved deres fund. Det skal skærpe iagttagernes nysgerrighed: Hvad er det for en ting, hvad bruges den til, hvad fortæller den om de mennesker, som har brugt den, hvorfor synes jeg, at det er vigtigt, at folk i Danmark ser og hører netop om den? Og når montrene er klar, må eleverne som rundvisere på museet fortælle resten af klassen om hver deres fund.
Undervisningstilbudet knytter sig til særudstillingen 'Verdensspejl', hvis enkelte genstande eleverne vil betragte med nye øjne. Men deres oplevelser som opdagelsesrejsende vil utvivlsomt få dem til at spekulere over, hvorfor de forskellige museumsgenstande, som de senere ser på andre museer, egentlig er der.
Det er et undervisningstilbud, som det varmt kan anbefales, at man benytter sig af. Man kan håbe, at Nationalmuseets undervisningsafdeling vil gøre tilbudet permanent.
Vagn Thonesen
Museer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.