En bog, som vil opfordre til og vejlede i at undervise børn om moral, ikke i bestemte fag, men integreret i fagene. Dette er naturligvis ikke fremmed for dansk tradition, men måske ikke lige noget, vi altid er helt bevidste om, og måske synes vi også lige nu, at det kunne være tiltrængt med en ekstra indsats skønt der vel ikke ligefrem er strålende erfaringer med at overlade samfundets problemer til løsning via folkeskolens undervisning.
Vi ved jo alle, og mange lever derefter, at moral er godt, dobbeltmoral dobbelt så godt, og måske er netop spørgsmålet om dobbelt-moral kernen i, at undervisning hjælper så lidt. »Ikke som jeg gør, men som jeg siger«, for prægning er stærkere end instruktion. Og der er noget, der hedder tyvemoral og god og dårlig moral, og hvad er hvad?
Du har været din partner utro hvad gør du? Er ærlig, indrømmer alt, bliver skilt, familien splittes, alle er ulykkelige eller tier og lyver, ingen får ondt (undtagen måske du selv i samvittigheden), alle er glade.
Den slags banale dilemmaer skal naturligvis ikke afholde os fra at søge at skabe et samfund, hvor god moral er mere udbredt. Blandt de mange eksempler er religiøs hovedbeklædning, og det kan nok sætte sindene i kog. Forfatteren er professor ved University of Illinois i Chicago, forordet af en anden professor fra University of California, og teksten bærer præg af at være blevet til på en amerikansk kulturbaggrund og tradition.
Mere end halvdelen af bogen optages til at indkredse moralens natur, definitioner i forhold til kultur, religion, følelser med videre godt nok at få det klaret af, og forfatteren opererer med et begreb, som han kalder domæner. Moral er således i en persons karakter et domæne for sig og adskilt fra for eksempel kultur og tradition hvilket nok kan diskuteres. Endelig redegør han for »en ny opfattelse af moralsk karakter«. Formuleringen er uklar, men det går i korthed ud på, at moralens modul i et menneskes karakter ikke er del af et konstant forhold, men kontekst-afhængigt ikke nyt for læge mennesker, som ved, at »lejlighed gør tyve«
Den øvrige del handler om at undervise i moral, og lidt giftigt men både bagsidean-noteringen og følgebrevet gør det må jeg citere det metodiske råd: »Som lærer kan man for eksempel placere fem-seks elever i en cirkel og engagere dem i den såkaldte elaboreringsleg. Lad en af dem sige sin mening om « og så følger et eksempel med lommepenge.
Mange forfattere inddrages og behandles, citeres og kritiseres, så der kan komme en bog ud af det. Forfatterens egne bidrag forekommer noget tyndbenede, men faktisk er bogen god nok og fuld af fine intentioner. Følger man dens råd, kunne der sikkert komme gode resultater ud af det, i det mindste kunne læseren få afklaret nogle begreber for sig selv. Men hvor uomgængeligt emnet end måtte synes, er det netop den slags pædagogik, vi i dagens skole mangler tid til, der er så meget andet, som også skal prioriteres. Men inspiration kan man jo hente, og lidt kan man vel snige sig til at putte ind i praksis, så ikke al karakteropdragelse er overladt til tvs underholdningsprogrammer.
Moral på skemaet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.