Mobning

Ansvarshavende redaktør Helle Rabøl Hansen

106 sider, gratis

Børnerådet, telefon 3392 4500

Børnerådet har spurgt 57 5.-klasser om forskellige drillesituationer. Svarene viser, at 25 procent af børnene synes, at de bliver drillet så meget, at Rådet vil kalde det mobning.

Det kan man gøre noget ved. Bogen er et inspirationskatalog til elever, lærere, ledere og forældre. Der er artikler af erfarne folk, der har prøvet forskelligt, og enhver klasselærer kan finde noget, der kan igangsætte eller videreudvikle klassens arbejde med sociale kompetencer. Det er vigtigt, at det bliver klassens arbejde og ikke endnu en gang lærermoralisering.

Et kapitel bør kopieres og jævnligt sendes til kommunens skoleudvalg: kapitlet om mobbearkitektur med blandt andet to eksempler på det modsatte. Politikerne vil proppe 100.000 flere elever ind på samme snævre plads i skoler, der er bygget og indrettet før Den Blå Betænkning. Det vil naturligvis fremme hakkeorden og anden burhønsementalitet. Vi kan ikke opdrage til rummelighed i skotøjsæsker. Vi kan ikke vække nysgerrighed på lange mørke gange. Vi kan ikke opmuntre til fri udfoldelse uden græsplæner og spændende kroge. Vi kan ikke hygge i mindre grupper uden grupperum.

Bogen igennem slås det fast, at mobning foregår i dialog - en pervers sådan, men der skal mindst to til - offer og angriber, som regel også flere og dertil manglende lærerindgriben. Derfor skæmmer det bogen, at to ofre i værste sensationsbladsstil med navn og billede står alene frem med deres martyrhistorier, for evigt hængt ud som stakler, klar til også at optræde på tv. Sådan sælger man kun børn, hvis man er bange for ikke at kunne overtrumfe andre nyheder.

Fiktion er overbevisende nok for vores målgruppe. Filmen om Kim Skov er aldrig overgået, og bogen anviser mange andre gode bøger til fælleslæsning om emnet.

Børnerådet er meget betaget af en svensk model med et anti-mobberåd bestående af elever med tavshedspligt og ret til indgriben. Der kan ikke advares nok. Ren Kapo-virksomhed. Vi må og skal ikke give tilsynspligten videre til elever.

Billederne er pæne fotos af pæne børn og pæne voksne i politisk korrekte opstillinger. Tonen er også pæn og velfriseret og bekymret og dybt kedelig. Hvis ikke der kommer lidt fis og ballade ind over emnet, er denne kampagne dødfødt.

Annette Westrup