Dette er et nænsomt hæfte henvendt til forældre, hvis barn har brug for kontakt til det psykologiske hjælpesystem.
Forældrene føres ind i feltet via en gennemgang af den eksisterende ekspertise: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, socialforvaltning, børnepsykiatrisk afdeling samt privatpraktiserende psykologer (ved sidstnævnte skal halvdelen af udgiften betales, mens offentlig hjælp er gratis). Forældrenes modstandsforestillinger behandles: angsten for stempling af barnet, livslang diagnose, det at være udstillet som anderledes, samt at familiens interne problemer/hemmeligheder bliver afsløret.
Forfatterne forsøger at ophæve de negative fordomme ved at fokusere på tavshedspligt, journalindsigt, forældreinddragelse – samt ved at understrege det vigtige i, at barnets behov for hjælp sættes i centrum.
Psykologopgaver i børnesager beskrives: afklarende testning, observation, neurologiske undersøgelser, tilbud om børnesamtaler, børnegrupper, lege- og familieterapi samt støttende netværkskonferencer.
Forfatterne fokuserer begrænset på situationer, hvor indberetningsmyndigheder kræver barnet undersøgt, sat i behandling, henvist til specialundervisning eller tvangsfjernet. Børnediagnoser, omsorgssvigt og incest omtales ikke.
Formålet med hæftet – at opnå forældresamarbejde ud fra barnets tarv – må siges at lykkes, selvom indholdet med professionelle øjne kan opfattes som lidt overfladisk.
Hæftet bør tilbydes alle forældre til børn med behov for psykologhjælp. Det vil støtte dem i at navigere i det psykologiske univers, gøre dem bedre i stand til at beskytte barnet og til at kræve, at deres rettigheder bliver tilgodeset.
Mit barn skal til psykolog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.