Det er vigtigt for den skolepolitiske debat og for beslutningstagerne, at det kommer frem, hvad forskere kan sige for eksempel om konsekvenserne af offentliggørelse af elevers testresultater, om ranglistning af skoler og om aflønning af skoleledere efter elevernes resultater, som Skolens Rejsehold anbefaler.
Og det er vigtigt at vide, hvilket forskningsmæssigt belæg regeringen har for de forslag, den kommer med på folkeskoleområdet.
Derfor bad Folkeskolen den 16. august 2010 Undervisningsministeriet og Statsministeriets Vækstforum om at se alle akter om "forberedelse og færdiggørelse af det forskningsmæssige og evidensmæssige grundlag for konklusioner og anbefalinger fra Skolens Rejsehold og 360-graders eftersynet".
Loven om offentlighed i forvaltningen giver en svarfrist på ti dage, men den 27. august ringede en medarbejder fra Statsministeriet og spurgte, om man kunne nøjes med i første omgang at sende en liste over sagens akter. Den ankom den 21. september. Men i det medfølgende brev blev det præciseret, at modtagelsen af listen "ikke er ensbetydende med, at der er adgang til aktindsigt i selve dokumentet". Det ville man beslutte "i forhold til de enkelte dokumenter".
Sagslisten er på 76 punkter, men ved de 34 af dem fremgår det, at de ikke er omfattet. Seks sager har ganske vist registreringsnumre, men på listen hedder de blot "Omjournaliseret".
Ingen forskningsrapporter på listen
Begæringen om aktindsigt handler om "den forskningsmæssige baggrund", og det fremgår udtrykkeligt, at den omfatter noter, rapporter og henvendelser til og fra "forskningsinstitutioner, universiteter, konsulentvirksomheder og enkeltpersoner", som har dannet baggrund for tilblivelsen og færdiggørelsen af rejseholdets anbefalinger."
Med mindre sådanne materialer - helt usandsynligt - skulle være skjult under de sagsnumre, der er skrevet "÷ omfattet" ved, viser listen, at hverken Undervisningsministeriet eller Statsministeriet har brugt uddannelsesforskning som afsæt for arbejdet.
Men af rejseholdets hjemmeside fremgår det for eksempel, at Martin Munk og Mette Foged fra Aalborg Universitet på bestilling har gennemført et litteraturstudie af højt præsterende skoler og grundskolens betydning for videre uddannelse. Så enten har ministerierne ikke brugt denne rapport eller også virker offentlighedsloven ikke! Eller måske er den "omjournaliseret".
141 dage uden svar
Men det ved offentligheden stadig ikke. For 141 dage efter fristen har Statsministeriet og Undervisningsministeriet endnu ikke udleveret en eneste af sagens akter.
Den 11. oktober svarede Statsministeriet, at man havde brug for mere tid "under henvisning til behandling af andre aktindsigtsanmodninger", men man forventede "at afslutte sagen inden for 2-3 uger".
Den 29. oktober bevilgede Statsministeriet sig igen "yderligere 2-3 uger", men nu var begrundelsen "sagens betydelige omfang". Det samme skete den 18. november, igen den 8. december og senest den 17. december.
Tilsvarende, men dog lidt færre henvendelser, er der kommet fra Undervisningsministeriet, senest den 13. december, hvor man fortalte, at der var brug for yderligere to-tre uger for at "kunne afgøre sagen".
"Undervisningsministeriet skal beklage den lange sagsbehandlingstid," sluttede e-mailen.
Offentlighedsloven virker ikke
"Det her er jo et helt grotesk forløb", siger mediejurist Oluf Jørgensen, som er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
"Der søges indsigt i emner af stor betydning for offentligheden og for den politiske debat om folkeskolen. Den lange svartid, hvor ministerierne gentagne gange giver sig selv yderligere udsættelse viser, at offentlighedsloven slet ikke virker".
Og sagen bliver yderligere grotesk af, at det er anden gang, at de to ministerier er uacceptabelt længe om at svare Folkeskolen.
"Det var slemt første gang, hvor I blev syltet i 160 dage, men det jo helt ude af proportioner, at ministerierne gentager det absurde forløb", siger Oluf Jørgensen.
Han mener, at Folketingets retsudvalg bør studere forløbene, for netop i denne uge førstebehandler Folketinget forslag til gennemgribende ændringer af offentlighedsloven, og det er planen, at den nye lov skal vedtages i marts.
Ministerier smøler ulovligt med svar - igen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.