De samlede undervisningsudgifter er faldet med 380 kr. per elev i folkeskolen i perioden fra 2002 til 2009. Det har en opgørelse fra BDO Kommunernes Revision vist. Undervisningsminister Tina Nedergaard kender til undersøgelsen, men ønsker ikke at stille sig til dommer over, om det er tallene i BDO-opgørelsen, eller de tal, som Undervisningsministeriet er i besiddelse af, der er mest rigtige. Undervisningsministeriets tal kan sammenlignes over tid, og de viser, at udgifterne per elev i folkeskolen er steget siden 2000, sagde ministeren under samrådet.
"Jeg forholder mig til de tal, vi har fået fra Danmarks Statistik, og jeg sidder ikke og regner på dem. Danmarks Statistik er noget af det mest troværdige. Man kan sikkert gøre det op på flere forskellige måder, men vi kan i hvert fald slå fast, at vi har en af verdens dyreste folkeskoler", sagde ministeren til folkeskolen.dk efter samrådet.
Derudover ønskede hun ikke at kommentere BDO-undersøgelsen yderligere.
Enighed: Flere lærere på førtidspension er alvorligt
Ministeren kom ind på emnet under et samråd, som handlede om, at antallet af lærere, der går på førtidspension, er fordoblet på fem år, og at stigningen først og fremmest skyldes psykiske problemer. Det har tal fra Lærernes Pension vist for nylig, og SF's uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge havde bedt Undervisningsminister Tina Nedergaard forholde sig til problematikken.
Ministeren erklærede sig enig med Vigsø Bagge i, at det er et alvorligt og relevant problem, men hun henviste også til, at arbejdsmiljøet er arbejdsgivernes og dermed kommunernes ansvar.
"Problemstillingen er skadelig for den enkelte, skolen, eleverne og samfundet. Men det er op til den enkelte kommune at følge lærernes sygefravær", sagde Tina Nedergaard.
Bedre planlægning i kommuner og på skolerne kan være med til at afhjælpe problemet, mener ministeren.
"Jeg og regeringen i øvrigt mener, at lærernes skal have rum til kerneydelsen, som er undervisningen", sagde hun og påpegede også, at skoleledelsen er en vigtig faktor, hvis arbejdsmiljøet skal forbedres.
Vigsø Bagge: Vil ministeren undersøge det?
De svar glædede Pernille Vigsø Bagge, som derefter opfordrede ministeren til, eventuelt i samarbejde med beskæftigelsesministeren, at iværksætte en undersøgelse af, hvad der sker med det stigende antal lærere, som går på førtidspension.
Det kunne ministeren ikke love, fordi hun mener, at det ligger uden for hendes ressortområde. Ansvaret for lærernes arbejdsmiljø er kommunernes, og det er her og i Beskæftigelsesministeriet, datagrundlaget for en sådan undersøgelse kan hentes, sagde hun.
Ministeren siger stadig: Der er flere penge per elev i folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.