Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Millionen, der blev skåret 
 ud af finansloven

Finanslovsforliget fjernede de faglige lærerforeningers underskudsgaranti.

En matematikdag for 250 matematiklærere i Odense i september et ét af de arrangementer, som underskudsgarantien har muliggjort.

Foto: Elisabeth Tang
John Villy Olsen
1 kommentar
21. november 2012, kl. 01:58

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

1 kommentar

Én million. Denne beskedne sum på statens budget har i en årrække udgjort en underskudsgaranti for lærernes faglige foreninger, når de arrangerede kurser for deres medlemmer. Da regeringen i august fremlagde sit forslag til ny finanslov, var posten imidlertid væk.

Folkeskolen nr. 21 2012

De faglige foreninger gik straks i aktion for at få millionen tilbage på budgettet. De skrev breve i stribevis til de politiske partiers uddannelsesordførere og til medlemmerne af Folketingets uddannelsesudvalg og indlæg på folkeskolen.dk. Men lige meget hjalp det. Da finansloven blev underskrevet, var millionen ikke kommet tilbage.

»Det er livsnerven, der er blevet skåret over«, siger medlem af bestyrelsen for Tysklærerforeningen Carl Kinze.

»Kurserne er et forum, hvor gamle og nye tysklærere mødes og udveksler erfaringer og viden. Foreningen dør ikke på grund af, at vi mister underskudsgarantien, men det er en ærgerlig udvikling. Det var gode penge, der afbødede nogle af de skader, som lavere timetal og besparelser på efteruddannelse har forvoldt«, tilføjer han. »Skal man sige det rørstrømsk, så går det her ud over det forenings-Danmark, der er med til at redde skolerne i en sparetid«.

»Nu tør vi ikke prøve nyt«

Heller ikke Danmarks Matematiklærerforening bliver nedlagt på grund af, at underskudsgarantien nu er væk, fastslår Elisabeth Tang, der er formand for foreningen.

»Men konsekvensen bliver, at vi ikke tør prøve nyt på kursusfronten. Vi må holde os til det gamle, hvor vi føler os sikre på, at det løber rundt økonomisk. Det bliver sværere at sætte nye skibe i søen og starte nye traditioner op nu«, siger formanden.

Hun nævner matematikdagen i Odense, som foreningen startede for to år siden.

»Vi tænkte: Kan vi få matematiklærere til at komme til Odense en hel dag? Oven i købet en fredag? Men vi turde prøve, fordi vi havde søgt og fået en underskudsgaranti af Undervisningsministeriet. Der kom over 200 matematiklærere. Den slags tør vi ikke kaste os ud i fremover, og det er ærgerligt. Det er små penge, og det er vores opfattelse, at de kommer godt retur«, siger Elisabeth Tang.

Antorini: Vi skal bruge pengene strategisk

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini siger, at hun prioriterer forsøgs- og udviklingsprojekter over lærerkurser.

»Vi skal bruge vores penge mere strategisk og med fokus på, hvad der virker, og hvad der ikke virker«, fastslår hun.

Det er langtfra altid, foreningerne har haft brug for den garanti, de har fået bevilget, og dermed er det heller ikke hele millionen, der er blevet brugt. Formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening Bjørn Hansen undrer sig.

»Jeg kan godt forstå, at ministeriet skal prioritere sine midler. Men det handler i realiteten om cirka en halv million kroner årligt, så vi er nede i småbeløb. Der burde være plads til begge dele i budgettet«, siger han.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Millionen, der blev skåret 
 ud af finansloven

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS