Af Bent Christiansen og
Flemming Madsen Poulsen
Redaktion: Kim Gladstone Herlev
Elevbog, 64 sider
Lærervejledning, 21 sider
Samlet pris: 100 kroner
Vilfred, Danmarks Naturfredningsforening
Telefon 3917 4080. E-mail: vilfred@vilfred.dk
Hvilket natursyn bruger du som baggrund for dine holdninger og meninger? De færreste kan nok umiddelbart levere et hurtigt svar herpå, men i dette nye debatmateriale fra Danmarks Naturfredningsforening er der en mængde oplæg til fremadrettede naturovervejelser og holdningsbearbejdende aktiviteter.
Bogen præsenterer forskellige synsvinkler på det overordnede begreb - natursyn. Der er eksempler på natursyn fra forskellige tider, kulturer og geografiske lokaliteter. Der er eksempler på, hvordan mennesket inden for forskellige erhverv og organisationer ser på naturbeskyttelse og naturbenyttelse. Og endelig er der eksempler på, hvordan den enkelte kan gøre noget, hvis man vil engagere sig aktivt i arbejdet for naturbevaring.
Elevbogen er opdelt i fem kapitler, hvor en grundtekst lægger op til helt konkrete eksempler. Problemstillinger opridses, og der foreslås videre undersøgelser og opsøgende arbejde i elevernes lokalmiljø. Herudfra er kimen lagt til dannelse, udvikling eller ændring af elevens eget natursyn. Her præsenteres natursyn fra forskellige tider og steder, forskellige interessers syn på naturbeskyttelse og -udnyttelse samt forslag til, hvad den enkelte kan gøre for at involvere sig aktivt i naturen.
Mange forskelligartede miljøemner behandles, for eksempel natur kontra kultur, odderen, grønne trends, Tange Sø, stork og skarv, hellige køer, allemandsretten, landindvinding, landbrug, industri, skovpolitik, jagt og fiskeri, naturgenopretning, vildsvin, bæver, fredninger, Agenda 21 og antimiljøbevægelser.
Tekst- og informationsmængden er stor - målgruppen er fra udgiverens side tænkt at være intet mindre end både folkeskole, HF/gymnasium og jagtundervisning med videre, og derfor er der sandsynligvis fyldt godt på. Men indholdet egner sig dog udmærket til også at blive anvendt i uddrag, så der efter behov og interesse arbejdes med udvalgte emner. Ligeledes kan der inddrages helt lokale, aktuelle og varme miljøsager her og nu.
I den medfølgende lærervejledning gives gode didaktiske, metodiske og generelle kommentarer til bogen og dens anvendelsesmuligheder, og der er en side for side-gennemgang med korte såvel faglige som metodiske kommentarer til de enkelte emner.
Bagest er der en oversigt over en del adresser på institutioner og miljøorganisationer, og her er en materialeoversigt, der dog på folkeskoleniveau kun med besvær kan bruges direkte af eleverne selv i en søgning. For eksempel er der henvisninger til gamle avisartikler, og de enkelte materialer er ikke forsynet med bibliotekariske data. En stor del af materialerne er heller ikke tilgængelige på et almindeligt skolebibliotek.
Bogen kan anvendes i folkeskolen ældste klasser, hvor den egner sig som et omfattende, grundigt og spændende debatoplæg. Men samtidig vil den også blot kunne bruges som underviserens baggrunds- og idemateriale på samtlige klassetrin. Materialet bestilles direkte hos Danmarks Naturfredningsforening eller via Vilfreds hjemmeside på Internetadressen www.vilfred.dk
Kaare Øster
Miljø
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.