Mening i undervisning og udvikling

En krimi, en murstensroman og så en bog om pædagogik. En krimi, en mursten og atter én om pædagogik. Sådan cirka var sommerens læsekadence - opdager jeg bagefter. Men Folkeskolens læsere må nøjes med mine ord om den pædagogiske del.

Jerome Bruners 'Acts of Meaning' er fra 1990, den er nu udkommet i Klims serie 'Pædagogiske Linjer'. Og bedre sent end aldrig, for bogen er fremragende. På dansk har den fået titlen 'Mening i Handling'. I tider, hvor misbrug af psykologien og viden om hjernens funktion poppes op til politiske paroler om 'ansvar for egen læring' og 'ingen kan lære nogen noget', argumenterer Bruner for de sociale sammenhænges betydning - for kontekstens betydning. Skolen er 'fællesskaber, hvor der læres og tænkes', og ordet 'lærer' fortjener anførselstegn, skriver Bruner, 'for det, det lærende barn gør, er at deltage i en slags kulturel geografi, som støtter og former, hvad det foretager sig, og uden hvilken der, for at sige det på den måde, ikke ville blive lært'.

Menneskets delagtighed i kulturen og realiseringen af dets mentale evner gennem kulturen gør det umuligt at skabe en psykologi, der alene bygger på individet, argumenterer han. 'I kraft af deltagelse i kulturen bliver meningen offentlig og fælles'. En kulturel psykologi interesserer sig altså ikke for 'adfærd', men for 'handling', som udtrykker hensigter hos personen. Den handlende søger mening.

Bruner henter styrke i filosofi, sprogforskning, antropologi, sociologi og psykologi og giver en overbevisende argumentation for kulturens, den sociale konteksts betydning for udvikling af personligheden og for læringen.

Samtalens Mulighed igen

Holger Henriksens bog 'Samtalens Mulighed' er netop udkommet i 4. reviderede udgave og er dermed trykt i 13.000 eksemplarer siden 1993. Det er ikke alene imponerende, det er vigtigt og opmuntrende. For Henriksen formår stædigt og insisterende at blive ved med at pege på en række fundamentale forhold i opdragelse og undervisning - og at pege fingre ad en masse overfladisk og farlig dårskab. Begge dele gør han veloplagt, men hans styrke er argumentationen for det fundamentale - for samtalens mulighed og nødvendighed i habermask forstand. Og argumentationen for læreren som den, der har og skal have ansvaret i skolen. Som noget nyt har den nye udgave en fænomenologisk analyse af undervisningsbegrebet, som er god at få forstand af.

Henriksen ved selv, når han bliver jeronimusk vrissende. 'Denne fremstilling er naturligvis groft forenklet; men man kan med fordel gå til det ekstreme for at blive forstået', skriver han et sted. Men netop dér forsøger han at 'overtale' og ikke 'overbevise', og det er jo det sidste, der er det afgørende - ved jeg fra Holger Henriksen og andre kloge hoveder. 'Den til læring halverede undervisning'. Nej! At nogen forsøger at nedgøre undervisning ved at nydefinere det som envejskommunikation for døve øren, fjerner ikke undervisningens betydning, det gør det blot mere besværligt at diskutere. Men diskussionen bliver ikke lettere af ikke at ville acceptere læringen og læringsformer som noget, det er nødvendigt at diskutere og forske i. Lærerens undervisning kan - som Holger Henriksen har sagt og skrevet i årtier -ikke erstattes af tværfaglig overfladiskhed, projektarbejde og lystpædagogik. Men disse arbejdsformer kræver også-er også- undervisning.

Det er rigtigt, at der er fare for at effektivitetsjægerne i Kommunernes Landsforening og de historieløse vejrhaner i Folkeskolens Udviklingsråd får smidt læreren ud med badevandet. Også derfor er det vigtigt, at Holger Henriksen holder ud og bliver læst. Men når han forenkler til forsimpling, stopper samtalen. Det gælder afsnittet om evaluering.

Ja, Holger, evaluering kan bruges som ledelses- og kontrolværktøj. Og det bliver misbrugt. Men evaluering rummer også i sig muligheden for en forbedring af den kollegiale, professionelle samtale, som kan sikre, at arbejdet - undervisningen - bliver bedre. Den totale afvisning betyder, at andre løber med diskussionen og resultaterne.

Pædagogisk professionalitet

Både 'Mening i Handling' og 'Samtalens Mulighed' har et fortræffeligt emneregister. Det har Erling Lars Dales nyeste bog, 'Pædagogik og Professionalitet', ikke. Og det er ærgerligt, for det er en oplagt studiebog -én, som man skal vende tilbage til mange gange. Som i de to foregående bøger er der masser at overveje og diskutere. 'Pædagogik og Professionalitet' er (også) - men langtfra kun - en omskrivning, oversættelse og nyredigering af 'Pedagogisk Profesjonalitet' fra 89 og 'Den profesjonelle Skole' fra 93. Bogen indeholder også helt nye afsnit, og den didaktiske diskussion er ført ajour, så man får en fornem helhed. Dales projekt er at udvikle pædagogik til en selvstændig videnskab og at give lærerne praktiske og teoretiske muligheder for at udvikle sig til en profession. Den pædagogiske diskussion er fuld af ord, men fattig på begreber. 'Teori' som tomme ordkæder har vi for meget af, siger han. Men teori som systematiseret forståelse af virkeligheden har vi for lidt af.

Skolen er på ingen måde bare en læringsanstalt, skolen er stedet, hvor lærerne skal opdrage eleverne til handlende samfundsdeltagere. 'Det står på dagsordenen at videreudvikle menneskeslægten i interagerende fællesskab'. Professionalitet i skolen kræver, at læreren bliver tilkendt retten til at være didaktiker og behovet for at udvikle en professionsetik. Lærerne siger nej til en 'funktionærpædagogik', hvor man blot underordner sig de politiske og pædagogiske modstrømninger. Til pædagogikken som videnskab hører evnen til at stille kritiske og grundlæggende spørgsmål for eksempel til skolens 'udbredte talemåder' som i dag 'skoleudvikling', siger Dale. Pædagogikken som fag skal udvikle samfundsteori i relationer som kundskab, undervisning og opdragelse.

Dale går i kødet både på gammeldags autoritet og 'traditionel reformpædagogik'. Det nytter ikke at erstatte fængslet med supermarkedet, siger han. Og han er ikke spor bange for at diskutere disciplin og straf, om nødvendig ledelse og om patologisk kommunikation og undervisning, der 'fortsætter selv om hensigten er brudt sammen'. Han langer argumenterende ud mod målstyringens lammende visioner. En skole og en kommune kan som organisation formulere forventninger, som bliver modsagt af den samtidige stereotype udførelse af funktionærhandlinger. Gennem evaluering kan lærerne udvikle 'bevidst selverkendelse'.

Dale lover ingen nemme løsninger, men med sin professionelle insisteren på, at lærere og forskere skal udvikle begreber, så man sammen kan gribe om praksis og gøre den bedre, giver masser af energi til det fortsatte arbejde. Dales fundament er rationalitet og den argumentative dialog. Og det er en styrke. Men selv om han flere gange nævner 'det irrationelle', så får han ikke greb om det. Det er mest noget forstyrrende og besværligt. Men undervisning, dialog og læring, og medlemskab og samarbejde i en organisation er også noget irrationelt. Den dygtige lærer skal kunne argumentere i skrift og tale. Men praksis består også af det usagte, det fornemmede. Af empati og intuition. Ligesom der er meget i skolen, der er nemmere sagt end gjort, er der også en masse, der er nemmere gjort end sagt. Disse forhold fylder ikke meget hos Dale, og det er en stor mangel. Det er ikke tilfældigt, at han opererer med kompetenceniveauer og ikke med praksisniveauer.

Men, men, men det må ikke overdøve hovedmeldingen: 'Pædagogik og Professionalitet' er en fremragende bog.

Selvforvaltningens afvikling

'Pædagogisk Udviklingsarbejde' hedder en lille bog fra Dafolo. Det fremgår ikke af forlagets salgsmateriale, men bogen er en opdateret version af de samme forfatteres bog 'Pædagogisk udviklingsarbejde - mellem selvforvaltning og styring', som udkom på forlaget Unge Pædagoger for ti år siden. Man har selvfølgelig fået den mellemliggende tids udgivelser med ind i diskussionen, man har fået et par overfladiske sider med om informationsteknologi, lidt om den lærende organisation og andre opdateringer. Og så har man opgivet diskussionen om selvforvaltning. Og tjeklisterne om forarbejder, erfaringsindsamling, rapportering og formidling er opgivet. Pædagogisk udviklingsarbejde er nu ikke noget, som 'almindelige lærere uden videre kan give sig i kast med'. Men de kan dog 'udvikle nye praksisformer, som peger ud over institutionen selv - forudsat, at det er aktørerne, der tager og bevarer ejerskabet til de konkrete udviklinger'. Hvordan 'de almindelige' så kvalificerer sig, får man ikke fat på. Afsnittet om projektarbejde er pinligt langt fra virkelighedens udfordringer og problemer - både teoretisk og praktisk.

Ved at køre den gamle tekst fra 1989 gennem stavekontrollen er det lykkedes at erstatte det korrekte 'Gladsaxe' med 'Gladsakse', mens 'manøvret' mærkeligt nok ikke er rettet til 'manøvreret'. En lille fin sag, der for ti år siden kunne købes for en halvtredser, er nu blevet til en lidt ligegyldig sag, der koster det tredobbelte. Måske er det det, der hedder udvikling?

Mening i Handling

Af Jerome Bruner

159 sider, 195 kroner

Klim

Samtalens Mulighed

Bidrag til en demokratisk didaktik

Af Holger Henriksen

222 sider, 180 kroner

Eget forlag, telefon 7452 9981, fax 7452 9941

Pædagogik og Professionalitet

Af Erling Lars Dale

263 sider, 265 kroner

Klim

Pædagogisk Udviklingsarbejde

- skoleudvikling

Af Lejf Moos, Knud Illeris, Niels Kryger og

Johnny Thomassen

120 sider, 148 kroner

Dafolo