Men himlen lukker sine øjne

Vi er i Nordslesvig ved Vadehavet i en lille landsby, hvor folkene er dansksindede, men her ved første verdenskrigs begyndelse er under tysk overhøjhed. Derfor bliver drengene i de to familier, vi hører mest om, da også indkaldt til at kæmpe på tysk side i den krig, ingen af dem forstår, hvad handler om. De, der overlever, kommer hjem skadede på sjæl og krop.

Men vi hører mest om de unge piger, der bliver i landsbyen og ser nye muligheder, fordi de unge mænd er væk. Den brevskrivende Kerstine, der kæmper for at komme på højskole, og den drømmende Thea, der bliver gravid med en Moses Hansen-agtig idiot, der udnytter hendes naive betagelse og straks forkaster hende som synden selv. Hun går ikke i mergelgraven, vi er 50 år fra Bangs »Tine«, socialt acceptabelt er det ikke, men Thea beholder sit barn.

Vi bliver oplyst om historiens og krigens gang i brevene til og fra familierne og soldaterne i skyttegravene, men unge læsere som folkeskolens ældste elever vil mangle forkundskaber for at fatte, at landsdelens unge uden protester deltager i en krig for et overherredømme, de foragter. Det vil kræve grundig opdatering ved læreren.

Men hovedvægten i romanen er skildringen af landsbyens stillestående liv, og det er så kedsommeligt, at 14-årige læsere også vil kede sig. Især dem, der forledes af for- og bagside til at tro, at de skal læse en krigsroman.