Melankolsk mayday

Med forestillingen 'Skibspositioner' forsøger Abstraxteater at skildre savnet og den globale længsel, og dette på sædvanlig grotesk vis. Men spørgsmålet er om det groteske har fået overtaget.

Forestillingen er sat på et kontor for manglende kærlighed, hvor tilbageværende koner og kærester kan henvende sig, når deres mænd er forsvundet, eller endnu ikke er hjemvendt fra havet. De nødstedte på land søger de nødstedte på vand. Det lokale gøres globalt. De tre medvirkende, to advokater på kontoret og en kvinde der henvender sig, er pakket ind i et lydtæppe af skibspositioner oplæst i radioen. Denne evige talen fylder hele det lille kontor, der i en melankolsk atmosfære, ikke er meget mere end bord og bænke. At lade forestillingens tema udspille sig under sådanne omstændigheder, både hvad angår ramme, scenografi og selve spillet, er sjovt tænkt. Som publikummer glædes man, særligt hvis man ved, at når Abstraxteater får frit spil, så kan man vente sig en oplevelse ud over det sædvanlige. Det kan man også med denne forestilling, hvor de tager emner som savn og længsel op, emner som altid kan sætte ting og tiden i relief. Men desværre holder forestillingen ikke vand. Det som her er sjovt tænkt, er knap så sjovt at være vidne til. 'Skibspositioner' er grotesk, og det er en genre som kan tage kegler, hvis det udføres med et vist overblik. Denne forestilling består desværre af usammenhængende elementer, som falder til jorden i stedet for at lade englene synge, som ved tidligere Abstrax produktioner. Den pudsige ramme, virker desværre forstyrrende på den historie de prøver at fortælle. Ligeledes forstyrrende er det, når skibsposition-speakeren dæmpes, og spillerne selv dæmmer op for sang og musik, og herved bevæger sig tættere på hinanden, men desværre også længere væk fra publikum. Den eksisterende distance forstærkes. Skønt spillerne fungerer godt i hinandens selskab, og leger med de sære replikker, der leger med publikum, er det ikke nok. Der mangler et samlende overordnet blik, der kan forstærke den fortælling, som man kan mærke ligger bag og presser sig på. Den melankolske stemning er det eneste samlende element, og det virker ikke tilstrækkeligt.

Sine Ingemann