Medlemsparadoks

Det forekommer paradoksalt, at lærerne vil have hovedstyrelsen til at sige nej, så de kan strejke og give en politisk markering - selvom de ikke tror på, at en konflikt giver nogen forbedringer, siger arbejdmarkedsforsker Jesper Due fra Københavns Universitet efter at have læst konklusionerne på Folkeskolens undersøgelse om overenskomstafstemningerne.

'Det er interessant, at lærerne ikke tror på, at de kollektive kampskridt virker. De ville åbenbart have haft hovedstyrelsen til at sige nej, så de kunne gå i strejke som en politisk markering, selvom de var overbeviste om, at der ville være kommet et regeringsindgreb, som blot ville have ophøjet mæglingsforslaget til lov. Og det er jo oplagt, at hvis en konflikt skal have vægt og gøre indtryk, så skal den have en opbakning. Når de åbenbart ønskede strejken uden at tro på den, så er det udtryk for afmagt. De synes ikke, overenskomsten giver væsentlige forbedringer, og så vil de hellere have et politisk indgreb', mener Jesper Due. Han tilføjer: 'Selvom man nu har fået et ja, så er der en utrolig splittelse i Danmarks Lærerforening, og det er meget problematisk'.

Jesper Due er dog ikke sikker på, at det får betydning for udmøntningen af den nye overenskomst:

'Der er jo det paradoks med lærerne, at de er imod forandringer, men hen ad vejen kommer de alligevel til at fungere, og så vil de ikke af med dem. Så man kan jo kun håbe, at det går'.

Jesper Due er overrasket over, at de unge og yngre lærere ikke i højere grad har stemt for overenskomsten:

'De her arbejdstidsregler lægger jo op til en nyere skoleform, som man skulle tro i høj grad var de unges'.

'Men heller ikke blandt de unge er der jo enighed. Medlemmerne er meget delt hele vejen, og der er det interessant at se, at lærerne foretrækker den lokale tillidsrepræsentant og kreds som informationskilde frem for hovedstyrelsen'.kara