Mediepanikker - og holdninger

11-årige Camilla har en voldsom diskussion med sine forældre om, hvornår hun skal være hjemme fra den klassefest, som hun skal til fredag aften. Forældrene er mest tændte på, at det skal være omkring midnat, og argumenterer for det synspunkt. Camilla forklarer, at det er både træls og uretfærdigt, da alle de andre fra klassen må være ude til klokken to om natten.

Nu er Camillas forældre lige så kloge som Camilla, og de ved godt, at lige det argument bruges af stort set samtlige af Camillas klassekammerater over for deres forældre. Så Camillas forældre står fast - Camilla vil blive hentet fra festen tæt på den anden side af midnat.

Camilla forlader stuen smækkende med døren, men dørsmækket er en detalje, der hører med i den slags 'sådan bliver det-diskussioner'. Det er nok muligt, at Camilla her og nu er noget brokken over, at hun ikke fik sin vilje, men fra samtaler med Camilla'er ved jeg, at mange af dem har det helt fint med, at forældrene tager en beslutning på et så vitalt område.

Det er jo det, man (også) har forældre til - at give udtryk for holdninger og - med afsæt i disse - tage beslutninger om de overordnede ting, som børn ikke kan (vil) overskue. Og som Camilla'erne formulerer det, 'så er det jo også tegn på, at de holder af mig. De er ikke ligeglade med, hvordan jeg har det, eller hvor jeg er'.

Historien om Camilla melder sig i min hukommelse ved at læse Ning de Coninck-Smiths Bagsmæk fra marts måned. Hun skriver om massemedier og 'mediepanikker', som kan få dem med 'historisk hukommelsestab' til at foreslå netop panikløsninger - a la for eksempel kulturministerens kamp mod børnereklamer og andre kamptiltag til begrænsning af voldelige video- og computerfilm. Hun skriver også om gamle dages panik mod for eksempel stumfilm og tegnefilm og skriver, at 'panikkernes retorik er mere udtryk for tro end egentlig viden'.

Når man går i rette med nogen som Coninck-Smith, så sker det faktisk med en voldsom ulyst. Altså jeg synes jo, at hun altid siger noget smadderfornuftigt om barndommens verden, og jeg er da også helt med på, at nye massemedietiltag - især målrettet børn og unge - altid har fået alarmerende pegefingre. Det er over 150 år siden, at Poul Martin Møller i et essay skrev, at 'overdreven romanlæsning giver vore samtidige en skjæv åndsretning, og forkvakler følelser, og giver afsmag for arbejdssomhed og bidrager til lede af livets virkelige skikkelser'.

Vold og terror er der også i brødrene Grimms eventyr, og radioen fik fingeren af mange Indre Missions-folk som værende djævelens værk, og sådan kan man jo blive ved, så det vil jeg ikke. Blot vil jeg stilfærdigt sige, at jeg tror, det er nødvendigt, at vi til alle tider har folk, der evner at blive forargede og råber lidt 'konservativt' højt. Ligegyldighed kan man jo ikke bruge til noget, og slet ikke børn.

Alligevel er det, ligesom voksenligegyldigheden med eller uden henvisning til historiske data er blevet så meget politisk korrekt, at man er ved at brække sig over, at ingen tør sige nej, sige fra, give udtryk for egne grænser og holdning, dermed træde i karakter, så børn og unge får nogle hegns- og milepæle at rette ind efter.

Det nye årtusinde har, som det forrige, brug for voksne - forældre/lærere/pædagoger/fritidsfolk - der vil være etiske forbilleder for børn. Hvor dælen skal børn ellers hente tankegods til udvikling af egne holdninger. Med i holdningsudviklingen er også markering af beskyttelse af børn og unge. Vore børn skal nemlig overleve - fra før de kan gå - i kommercielle hajfyldte oceaner. Derfor må man sige bravo til enhver, der tør sige, at nu bliver det saftsuseme for meget. Nu må der gives røde kort til åndelig voldtægt af børn i de offentlige rum.

Det er hverken at mediepanikke eller lade tro afløse viden. Det er at give udtryk for holdning og etik. Det er jo det, der adskiller kulturministeren - og Camillas forældre - fra hajerne.

Frode Muldkjær er børnejournalist på Danmarks Radio