Hans Jensen var en institution - embedsmand i skolens tjeneste og derved både vidne og bidrager til de mange ændringer, som skolen og samfundet har undergået siden Anden Verdenskrig.
Hans Jensen startede sin organisatoriske karriere som lærer ved Vanløse Skole. Lærergerningen bragte ham hurtigt i forbindelse med Københavns Lærerforening. Efter tre år som skoledirektør i Helsingør i begyndelsen af 60'erne gik turen videre til Undervisningsministeriet. Mens ungdomsoprøret bølgede, og den marxistiske pædagogik fødtes, sad han som undervisningsdirektør og formand for det herostratisk berømte Læseplansudvalg, som støbte de indholdsmæssige kugler til 1975-folkeskoleloven. Det blev Hans Jensens opgave at skabe et rum, hvor de mange forskellige holdninger til skolen kunne mødes og udvikles.
Det var en slidsom tid - og Hans Jensen lagde ikke skjul på, at det var ønsket om at sejle i mere smulte vande, der fik ham til at søge jobbet som skoledirektør i København. Han kunne ikke vide, at han snarere sejlede ind i et nyt stormvejr, som i de kolde 80'ere resulterede i skolenedlæggelser og nye kampe om skolens formål.
I 1989 lagde han taktstokken fra sig og tog fat på at skrive sine erindringer, primært om sin tid som formand for Folkeskolens Læseplansudvalg. Han nåede imidlertid ikke at færdiggøre det før sin død i 1992. Gode venner og kolleger har med denne udgivelse imidlertid søgt at råde bod herpå. Hans Jensens efterladte manuskript er suppleret med interview med familie, kolleger og samarbejdspartnere samt klip fra aviser og pædagogiske tidsskrifter.
Bogen når et nærmest dramatisk højdepunkt med Hans Jensens egen gengivelse af forløbet i de år, da 1975-loven var under forberedelse, samtidig med at samfundet, familien og ikke mindst barndommen og ungdommen forandrede sig med lynets hast. femdagesugen, de ni års undervisningspligt og de nye læseplaner fødtes i en tid præget af kamp og konflikt og ikke mindst af lærerorganisationernes ønske om at sætte mere end ét fingeraftryk på lovgivningen.
I bogens øvrige afsnit overdøves Hans Jensens spændende tekst af kollegers og samarbejdspartneres positive røster. Alle kan de enes om, at Hans Jensen var en embedsmand af format, der med omhu og eftertanke søgte at undgå at komme på kollisionskurs med såvel den politiske som den skolepolitiske verden.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi hermed har fået hele historien både om Hans Jensens virke og om den tid, han virkede i. En tid, hvor der skete store forandringer i skolen i takt med, at troen på, at '. . . sund Disciplin læres (gennem) god Opførsel', som der stod i en bekendtgørelse om folkeskolens formål fra 1941, blev opgivet til fordel for 1970'ernes forestillinger om, at skolen i samarbejde med forældrene skulle give eleverne mulighed for alsidig udvikling og øve dem i demokratiets spilleregler. Jeg tror det ikke, dertil er det blevet for meget embedsmands- og politikerhistorie. Men bogen om Hans Jensen giver bestemt appetit på at høre mere.
Med omhu og overblik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.