Med mod og mandshjerte

Med Batidas sikre mestring af musik, scenografi og kostumer er Det eventyrlige Kappadokien eventyrligt godt fortalt.

Georg er en rigtig dengsedreng. Han bor hos sine to fæle tanter nogle rigtige drager er de. Og når tante Anna vil have ham til at danse tango med sig, gør han det. Lader sig klemme ind til hendes overdådige bryst, vover ikke at sige fra, for de har en klemme på ham: Georg tisser i sengen. Hver nat. Og hver dag må husets søde tjenestepige, Line vaske nattens våde linned. Og hænge det op nede i gården, hvor gadens og gårdens tre vakse drenge og piger driller hende. For Line skal drilles, fordi hun stammer. Ligesom Georg skal drilles, fordi det daglige tørretøj er et sikkert vidnesbyrd på, at han tisser i sengen. En grov og pinagtig situation, der illustreres fint med en rytmisk leg med tre bolde: Gadedrengene dunker skiftevis boldene ned i jorden, derefter mod Line og Georg. Ikke for at inddrage dem i nogen leg - men for at ekskludere dem. Og hele tiden er der disse rytmiske dunk. Så det bliver nærmest boldene, ikke gadedrengene, der driller Line og Georg.

Heldigvis har Line og Georg en sikker vej ud af deres triste liv. Drømmen om Kappadokien, det eventyrlige Kappadokien, hvor musikken er som i det gamle Osmanien (tror jeg nok, det hedder. Det er i hvert fald fint spillet af de gennemmusikalske skuespillere). Og et land, hvor folk - også de fattige - går klædt i gyldne, fantastiske dragter, og hvor der hersker en frygtelig ildsprudende drage. Dette land ligger et sted bag gårdens hvide tørretøj, og i dette land er den smukke prinsesse Cleodoline - en forskønnet Line - taget til fange af dragen. Og dette land venter utålmodigt på deres frelser, han hedder George, og det er ham og kun ham, der kan dræbe dragen og redde prinsessen. Så Georg/George må drage sværdet og drage ud og slå dragen ihjel. Det er meget blodigt - men det ender godt. Og når han kommer tilbage fra Kappadokien, er han blevet meget mere modig - så modig, at han næsten vover et opgør med virkelighedens drager, tanterne og i hvert fald vover at fortælle gårdens drenge og piger, at han tisser i sengen.

Hvor er det modigt, svarer de alle som med en mund. Og fortæller, at også de tisser hvor som helst og når som helst. Og for at demonstrere deres mod tisser de lige der, hvor de står. Og med de tre små tissesøer slutter denne kærlige, herlige beretning om, at selv den mest kuede kan finde sit mod og mandshjerte. Og selv den mest stammende tjenestepige, kan - hvis bare hun er prinsesse nok i sit hjerte - blive reddet af en helt.

Det er altså en god historie. Og med Batidas sikre mestring af musik, scenografi, kostumer og rytmiske brug af rekvisitter er den også godt fortalt. Hurra for Kappadokien, det eventyrets land, som vi alle har inden i os.

Lone Nyhuus